Det danske EM-håb sendt til tælling – uden Lars Jørgensen er Danmark alvorligt svækket forud for slutrunden i Norge
Han sidder der og tager sig til benet. Og med ham tager håndbolddanmark sig til benet. Uden Lars Jørgensen ser det danske EM-håb spinkelt ud. Meget spinkelt.
Det danske hold hænger ikke på en enkelt spiller. Slet ikke. Men der er visse spillere, vi ikke kan undvære. En af dem er Lars Jørgensen. En anden er Kasper Hvidt i topform. Den sidste er Joachim Boldsen. Uden dem hænger defensiven ikke sammen. Og uden dem kommer Danmark ikke langt ved en slutrunde. Så enkelt er det. Desværre.
Vi holder alle af at se Danmark spille sprudlende angrebsspil med flotte afslutninger fra streg og fløj. Men skal man langt i en turnering, afgøres det i defensiven. Den defensiv der med Lars Jørgensen i topform var afgørende for et år siden. Spiller han og Kasper Hvidt ikke op til deres bedste, kan Danmark glemme alt om succes i Norge. Så enkelt er det. Desværre.
Vi skal derfor håbe på følgende:
1. At Lars Jørgensen bliver klar og kan spille for fuld damp fra starten.
2. At Kasper Hvidt finder sit rigtige og høje niveau, når det ikke bare er testkampe.
3. At Joachim Boldsen virkelig er klar og udstråler sult og vilje som altid.
Det er de tre nøgler til dansk succes ved EM. Jeg føler mig efterhånden overbevist om, at Danmark får store problemer i den første kamp mod Norge. Men også at det ikke nødvendigvis er et problem. Norge mister sikkert point igen senere, og så skal Danmark slå til i mellemrunden, hvor der bestemt er muligheder.
