Der går et spøgelse igennem primærvalgene i disse dage. Et spøgelse der i den grad ligner den genopstandne Kennedy-myte. Men denne gang i en ny og måske mere slagkraftig variant.

Barack Obamas valgkamp sammenlignes nemlig mere og mere med Robert F. Kennedys kampagne i 1968. Obamas slagord er “håb” og “forandring”. Man hører ham konstant tale om “change” midt i en krigstid.

Obama har tydeligvis ramt en nerve hos vælgerne – ikke mindst blandt de unge vælgere – og hans budskab om håb og forandring er på mange måder et interessant ekko fra 1968. Alene det at Obama har vækket et fyrreårigt valgspøgelse til live er en præstation i sig selv:

Obamas enorme momentum til trods vil han dog være et mere satset valg. Demokraterne står dermed overfor denne grundlæggende overvejelse:

1. Hvis demokraterne vælger Hillary, får de utvivlsomt en gentagelse af 2004 med et fuldstændigt låst valg med kamp om få enkeltstater. Tim Russert, der både i 2000 og 2004 havde helt ret i sine forudsigelser, siger at det denne gang er New Mexico, Colorado, Arizona og Nevada, der bliver afgørende. Ligger den situation til Hillary? Det er i hvert fald svært at se, at hun med sin person og historie kan bryde den fastlåste situation, der har hersket siden midtvejsvalget i 1994.

2. Hvis de vælger Obama, kan hans manglende erfaring og måske manglende erfaring i staben betyde, at det kan gå helt galt mod en velsmurt republikansk valgkamskine, der nok skal formå at få Karl Roves basestrategi frem igen. Men det kan også gå helt godt. Måske skal der en Obama til at flytte rundt på staterne for alvor. Hillary kan ikke bryde dødvandet. Det kan Obama. Til gengæld kan han også tabe stort. Det kan Hillary ikke.

Men nogle gange skal man jo tage en chance. Som i 1960 (!), eller ironisk nok 1992.

Print PDF