Vurdering af Wilbeks trup til EM – spiller for spiller

Ulrik Wilbek

Landstræner Ulrik Wilbek har nu udtaget de spillere, der i januar skal repræsentere Danmark ved EM i Norge. Wilbek har deltaget i otte slutrunder som landstræner, og han har hentet medaljer hjem til Danmark hver eneste gang. Det er også målsætningen denne gang, og Wilbek tøver ikke med at sige, at det måske kan ende med guld.

Truppen indeholdt ingen overraskelser. Men det er heller ikke nødvendigt, når man har så mange dygtige og efterhånden rutinerede spillere at trække på. Det er spillere, der i hverdagen gør en forskel i Europas store klubber, og som har stor erfaring med de store slutrunder og kampe. I en sæson med EM og et efterfølgende OL, er det nu, de skal toppe.

Vi ser her på truppen én for én i en vurdering af formkurven for Wilbeks udvalgte og styrken i truppen. Konklusionen er klar: Holdet ser endnu stærkere ud end for et år siden, og med bl.a. Lars Krogh Jeppesen tilbage på holdet, er der igen grund til optimisme. Det bliver en forrygende januar, vi går i møde.

Truppen vurderet i forhold til VM for et år siden:

Navn

Vurdering

Vurdering dec. 07

Vurdering jan. 07 

Kasper Hvidt

Skal man udpege én nøglespiller i det danske hold, peger pilen igen på Kasper Hvidt. Han er igen nøglen til dansk succes. Ved VM i januar havde han sin vel nok bedste slutrunde nogensinde, og skiftet til Barcelona har formentlig ikke gjort ham ringere. Lever han op til sit høje niveau, kan Danmark komme meget langt. Meget står og falder med Hvidt.

+

 + 

Peter Henriksen eller Michael Bruun

Peter Henriksen viste sig ved VM at være et glimrende supplement til Hvidt. Det skete ikke mindst i kampen mod Norge. Men i år har han fået konkurrence af veteranen Michael Bruun, der har en af sine bedste sæsoner i Tvis, og er en af nøglerne til klubbens øjeblikkelige succes. Begge er rutinerede, og begge vil kunne supplere Kasper Hvidt. Umiddelbart peger pilen mod Henriksen som det mest forsigtige valg.

+

 +

Lasse Boesen

Lasse Boesen er med igen, men efter skiftet til tyske Lemgo står der mange spørgsmålstegn ud for hans navn. Han får ved EM formentlig en blandet rolle, hvor han skal spille både venstre og højre back. Ved VM var han med 86 skud suverænt den danske spiller, der havde flest skud under turneringen. Han kan blive manden, der i en presset slutfase sender et par dommedagsskud i mål for Danmark.

-

 +

Lars Møller Madsen

Han bevæger sig forbavsende godt den store vestjyde. Og ved VM var han i flere kampe helt unik for Danmark. Hans mål mod Island skrev historie, og hans præstation i bronzekampen hører til hans allerbedste. Desværre betød skaden fra den kamp, at han kom lidt skævt ind i turneringen. Men dette EM kan blive turneringen, hvor Møller Madsen bliver dansk førsteserver.

+

 +

Hans Lindberg

Lindberg havde en mildt skuffende VM-slutrunde, men denne gang er det ham, der skal løfte arven fra Søren Stryger og vise, at hans enorme færdigheder med bolden og hurtighed kan omsættes til træfsikkerhed på det allerhøjeste niveau. Skiftet til Hamburg har uden tvivl gjort ham endnu skarpere, og vi kan tillade os at nære store forventninger til ham i januar.

+

 -

Kasper Nielsen

Anders Oechsler gjorde det rigtig godt ved VM med 23 mål. Denne gang er hans plads overtaget af den ‘gamle’ kending Kasper Nielsen, der som en sand Skipper Skræk er tilbage i rødt og hvidt. Nielsen er bomstærk og har spillet nogle rigtig gode sæsoner i Flenburg. Han er stærk i alle faser af spillet og kan dække godt op. Umiddelbart en klar styrkelse af truppen.

+

 +

Lars T. Jørgensen

En anden absolut nøglespiller. Han er om nogen manden bag det danske forsvar, og har oven i købet vist fine takter igen angrebsmæssigt og kan blive et godt supplement på højre back. Desværre er den store jernmand igen skadet, og skal gennemgå en operation. Uanset hvordan det går med skaden, kommer Lars Jørgensen ikke ind i slutrunden på samme suveræne måde som i januar i Tyskland, hvor han spillede en næsten fejlfri turnering. En Lars Jørgensen i topform bliver et afgørende fikspunkt.

-

 +

Jesper Jensen

Med hele 32 assists var Jesper Jensen den store playmaker ved VM, og hans sammenspil fra Skjern med Lars Møller Madsen er giftigt. Han virker dog ikke så dominerende på klubholdet, men det var egentlig også vurderingen op til VM, hvor Jensen virkelig var skarp. Vekslingen mellem Jensen og Boldsen på playmakerpositionen er fortsat rigtig, og Jesper Jensen kan blive nøglen til at gøre vores skytter gode.

-

 +

Lars Rasmussen

Selvom der er mange om buddet på venstre fløj, er ‘Lille Lars’ perfekte alternativ til Lars Christiansen. Han har en imponerende træfsikkerhed fra fløjen, og har spillet en flot sæson i Tvis. Selvskreven på fløjen.

+

 +

Lars Christiansen

Christiansen har netop forlænget med Flensburg og virker stærkt spillende efter at han i januar spillede sin bedste slutrunde nogensinde og blev dansk topscorer i turneringen med 47 mål. De tidligere problemer med at præstere i rødt og hvidt, har han og Wilbek fået bugt med, og Christiansen er igen et godt bud på en dansk topscorer. Særlig må vi håbe, at der bliver plads til et struktureret spil, hvor der ikke kun affyres ind over midten, men også gives plads til et bredt spil, hvor vores dygtige fløje kommer til sin ret.

+

 +

Joachim Boldsen

Danmarks mest kendte håndboldspiller skiftede til Aalborg, dansede med hele landet og skrev en bog til julesalget. Nu er han imidlertid kort ude med en skade, og der kan siges meget syrligt om den store dansker frem mod EM. Det kunne der sikkert også sidste gang, men fakta er, at Boldsen virkelig præsterer for Danmark, og ved VM både defensivt og offensivt gjorde en stor forskel. Han er en af de spillere, der vinder kampe for Danmark igennem en lang turnering, og han har nu chancen for at skrive sig ind i alle danskeres erindring i en afgørende OL-sæson.

+

 +

Lars Krogh Jeppesen

En afgørende styrkelse af det danske hold. Lars Krogh var i perioden 2002-04 klart dansk håndbolds største profil. Han formår som få at dominere spillet i angreb, forsvar og i den så vigtige kontrafase. De mange skader og fraværet fra slutrunderne gør, at Wilbek skal dosere Krogh rigtigt. Det vil han selvfølgelig gøre, og Krogh kan dermed blive det ekstra ‘krydderi’, der løfter holdet endnu et skridt frem.

+

 -

Michael V. Knudsen

Knudsen blev udtaget til verdensholdet ved VM, men spillede egentlig ikke sin bedste turnering. Men både i forsvar og angreb er han et enormt aktiv for Danmark med stor træfsikkerhed og altid en kæmpe arbejdsindsats.

+

 +

Kasper Søndergaard

Det helt store spørgsmålstegn forud for EM. Ved VM var han en kæmpe skuffelse, og det virkede som om han mentalt ikke var klar til den store opgave. Men med Per Leegaard ude, er Søndergaard den bedste venstrehåndede back, vi har. Så alt skal gøres for at han får sit gennembrud. Han har talentet og skuddet til det. Nu skal han vise, at han også har den mentale styrke. Her er en stor opgave for Wilbek.

-

 -

Mikkel Aagaard

Den omdiskuterede Aagaard er med igen i Søren Strygers fravær. Han er med som andetvalg efter Lindberg, men kan med sin rutine komme til at spille en stor rolle, hvis Lindberg ikke slår til.

-

 +

Jesper Nøddesbo

Har været i meget, meget hård konkurrence med Torsten Laen og skal bevise, at han stadig er det naturlige valg efter Michael Knudsen. Hans præstation ved VM var svingende og præget af mange lidt unødvendige udvisninger. Men han har vist, at han mestrer det meste på banen, og det får han chancen for at vise for alvor i januar.

+

-

Ulrik Wilbek

Landstræneren har sat sig meget højre mål til dette EM, og har også allerede udtalt sig om sammensætningen af truppen til OL. Med enhver anden træner kunne man begynde at snakke om hybris og minde om en anden landstræner, der ville gøre Danmark til verdensmester for herrer i 1997. Men med Wilbek er det anderledes. Han plejer nemlig at skabe resultater. Dog skal man vare sig med alt for meget jubeloptimisme. International herrehåndbold er uhyre tæt, og man danser hele tiden på en knivsæg. Tænk blot på, hvor tæt Danmark var på at blive sendt helt ud i januar i kampen mod Norge. Alt kan ske i januar. Holdet og træneren er i hvert fald til det!

+

+

Leave A Comment