Torsdag aften kl. 19.30 dansk tid er det 44 år siden, John F. Kennedy blev dræbt i Dallas. Vi markerer årsdagen med et længere uddrag fra “Mordet på JFK – 40 år efter“:

Den forsvundne uskyld

Det er ofte blevet sagt, at USA mistede sin uskyld i Dallas den 22. november 1963. En ung præsident havde taget plads i Det Hvide Hus i januar 1961 efter en marginal valgsejr, og med sin berømte indsættelsestale havde han indvarslet forandringer og nytænkning efter otte år med den republikanske krigshelt Eisenhower ved roret.

John Fitzgerald Kennedy tilhørte en ny generation. Han var den første præsident, der var født i det 20. århundrede, og hans præsidentperiode kom på mange måder til at sætte et signifikant aftryk på det 20. århundrede. Kennedy bragte en attraktiv hustru, små børn, en ny stil og nye idéer til Det Hvide Hus. Han indvarslede forandring og nytækning. Men det hele sluttede blot 1.000 dage senere på Dealey Plaza i Dallas.

Var det så også uskylden, der forsvandt med skuddene i Dallas? Mange har i hvert fald brugt mordet på Kennedy som et afgørende fikspunkt i historien. Argumentet synes at være, at efter Dallas begyndte nedturen for alvor fra Vietnam over mordene på Martin Luther King og Robert Kennedy til Watergate. En klassisk fortælling som f.eks. også bruges i Oliver Stones film “JFK”. Følger man det argument, går der således en lige linie fra skuddene i Dallas til de illegale bombninger i Laos under Nixon.

Mordet på John F. Kennedy var altså det nationale syndefald, der bragte en syndflod af ulykker over landet med sig. Og når man har konstateret det, er man ofte også på vej til at konkludere, at John F. Kennedy stod for alt det, der er godt i denne verden, og at alt dette gode fik en tragisk slutning i Dallas. Kort og godt slog man St. John ihjel den 22. november. I Stones “JFK” går der således ikke mere end et par minutter, før den kontroversielle instruktør klipper til et autentisk tv-klip med en farvet kvinde, som siger: “Han gjorde så meget for de farvede. Hvorfor?”. Så er den pointe ligesom slået fast med syvtommersøm!

Der er således en tendens til at glorificere og ophøje den døde præsident til en liberal og fritænkende helgen. Kennedy er sammen med sin bror og Martin Luther King de tre store liberale helgener, som indvarslede social retfærdighed og afgørende samfundsforandringer, men som alle måtte lade livet for enlige galninges kugler, der slog drømmen ihjel støttet af de reaktionære kræfter i det amerikanske samfund. Og efter deres død blev drømmen om social retfærdighed og lighed mellem befolkningsgrupperne i stedet erstattet med en optrappet krig i Vietnam, med Nixon og senere med Reagan. En liberal drøm om en bedre og mere retfærdig verden blev skudt effektivt i stykker, og det hele startede i Dallas.

Det er oplagt, at denne utvetydige helgenkåring simpelthen må give brændstof til at skabe et modbillede. Derfor kan man samtidig med glorificeringen af Kennedy meget tydeligt observere en modtendens, som søger at sværte Kennedy til ved enhver given lejlighed. Vi kender alle de evindelige men udokumenterede historier om hans affære med Marilyn Monroe. Og vi kender alle historierne om hans angiveligt meget udførlige seksuelle eskapader i og omkring Det Hvide Hus. Mange pensionerede Secret Service medarbejdere har tydeligvis kunnet skaffe sig en ekstra indtægt ved at fortælle historier om en ekstraordinær hverdag med en ekstraordinær præsident. I Danmark har den slags historier været et nogenlunde fast indslag i søndagens udgaver af Ekstra Bladet og BT. Men også andre danske medier forstår at følge trop, når der kommer en saftig historie om John F. Kennedys præsidentperiode. Præsidenten sælger aviser, og myten om Camelot lever videre i bedste velgående, uagtet hvor mange orgier der blev holdt ved svømmepølen i Det Hvide Hus.

Men uanset hvad disse historier måtte fortælle fra en præsidents privatliv, er de et tydeligt bevis på den fortsat store interesse, der knytter sig til USA’s 35. præsident og hele Kennedy-familien. Og uanset hvad man måtte mene om relevansen af disse historier, er de ikke alle uden betydning for bedømmelsen af Kennedys præsidentperiode.

Det er således veldokumenteret, at Kennedy havde en affære med den danskfødte Inga Arvad under 2. Verdenskrig. Arvad havde i sin egenskab af Miss Danmark og Miss Europa mødt den nazistiske top i Berlin, og blev inviteret med til Herman Görings bryllup hvor hun mødte Adolf Hitler i Berlin. Senere flyttede hun til USA, hvor hun i 1941 indledte en affære med den unge efterretningsofficer John Fitzgerald Kennedy. Selvom det aldrig er blevet godtgjort, at Arvad rent faktisk fungerede som tysk spion, blev hun observeret af FBI, som derfor også havde udførlige overvågnings- og aflytningsrapporter på hendes affære med den unge Kennedy. På grund af den angivelige sikkerhedsrisiko alarmerede FBI’s direktør J. Edgar Hoover efterretningstjenesten, som sørgede for at flytte Kennedy væk fra følsomme oplysninger i Washington.

Hele denne affære havde Hoover dokumenteret udførligt i sine hemmelige filer. Det gav ham senere en ‘klemme’ på Kennedy-familien igennem hele præsidentperioden. En slags “Pax Hoover” som FBI-direktøren havde med en lang række fremtrædende personer i den amerikanske offentlighed, og som rent politisk sikrede ham og hans bureau en udstrakt handlefrihed i forhold til enhver siddende præsident. Som vi skal se senere, udgjorde Kennedys dokumenterede affære med Judith Campbell midt i hans præsidentperiode en ikke uvæsentlig forbindelse til den amerikanske mafia. Med sin affære med Campbell kom Kennedy nemlig til at dele elskerinde med Chicago-bossen Sam “Momo” Giancana. Alt sammen med Hoover som voyeuristisk notar og medvider.

Selvom relevansen af alle disse farverige historier kan diskuteres, er de ikke desto mindre et klart udtryk for det modbillede, der eksisterer ved siden af billedet af Kennedy som den store liberale St. John. For mange Kennedy-tilbedere er disse historier simpelthen udtryk for en højreorienteret sammensværgelse med det formål at ødelægge mindet om Kennedy, og de værdier om social forandring han stod for. Det er således interessant, at den sidste bølge af Kennedy-skandaler indtraf nogenlunde samtidig med daværende præsident Clintons ydmygende problemer oven på affæren med Monica Lewinsky. På den måde blev det muligt at tilsværte to liberale ikoner på én og samme tid forud for et afgørende præsidentvalg.

I 1997 kom der således flere nye bøger om Kennedy, som alle forsøgte at skabe en ny modmyte om præsident Kennedy. Blandt de mest omtalte og bedst sælgende det år var Seymour M. Hersh’s “The Dark Side Of Camelot”, som forsøgte at portrættere Kennedy som en magtsyg sex-galning, der gjorde præsidentboligen til en syndens hule, hvorfra han herskede over et USA efter de kyniske anvisninger, hans far havde givet videre til sine sønner.

Her har vi modmyten om “Shamelot” for fuld udblæsning. En myte som i sensationsiver forsøger at hive JFK ned fra piedestalen. Desværre indeholdt Hersh’s bog ikke afgørende nyt, og den iver hvormed han moralsk fordømmer præsidenten klinger undervejs hult og hyklerisk. Men bogen og dens udgivelsestidspunkt er så sandelig interessant. Ikke mindst med tanke på at Bill Clinton utvetydigt havde Kennedy som forbillede, og også i valgkampen i 1992 bevidst brugte den forbindelse via det meget berømte billede af en ung Clinton, der i skoletiden besøger Det Hvide Hus og hilser på Kennedy.

Alle disse historier fra amerikansk politiks korridorer og soveværelser kunne vi måske nok have lyst til at smide ud som en gammel udgave af “Se & Hør”. Alligevel kan vi ikke helt affeje det som afstumpet sladder, der intet har med det virkeligt betydende at gøre. Om ikke andet så fortæller de i sig selv en historie om det spil, der stadig pågår om bedømmelsen af præsident Kennedys eftermæle. Clintons eftermæle er jo allerede spoleret, men kampen om Kennedys personlige og politiske eftermæle pågår stadig med uformindsket styrke, og det er i den optik, man bør vurdere de mange saftige historier.

Når denne pointe om Kennedys eftermæle er væsentlig i en vurdering og beskrivelse af mordet på JFK, skyldes det, at beskrivelsen af Kennedy og hans 1.027 dage i Det Hvide Hus ofte bliver kraftigt præget af, hvordan man ser på mordet på Kennedy.

Hvis man hælder til, at der stod en sammensværgelse bag mordet, vil man ofte også hælde til en beskrivelse af Kennedy som en liberal martyr, der blev elimineret af en højreorienteret sammensværgelse, der ikke ønskede de forandringer, Kennedy satte i gang i starten af 1960′erne. Med mordet på Kennedy dræbte man derfor et inderligt håb om en bedre og fredeligere verden for en hel generation. Fra den konstatering er det så også mere eller mindre ligetil at udlede navnene på de mennesker og konservative kræfter, der havde en interesse i at stoppe den progressive udvikling, Kennedy satte i gang.

Hælder man derimod mod Oswald som den enlige attentatmand, vil man meget ofte forsøge at hive Kennedy ned fra den liberale piedestal. Man vil f.eks. forsøge pointere, at Kennedy slet ikke var en udfordring mod de etablerede magtstrukturer og samfundsinstitutioner men derimod som mangeårig politiker, præsident og koldkriger så absolut selv en del af magtens absolutte inderkreds i Washington. Ligeledes vil man påpege, at nok signalerede den unge præsident forandringer og mere fredelige vinde midt i den kolde krig, men at det mest skete i form af meget velskrevne taler. De virkelige forandringer i form af udstrakte socialreformer skete først under hans efterfølger Lyndon B. Johnson og visionen om “The Great Society”.

Endelig må man ikke undervurdere, at den ofte kontroversielle debat i USA om præsidentmordet med sig trækker en lang række politiske undertoner. Den udbredte skepsis i USA på både venstre- og højrefløj mod den føderale regering kommer simpelthen til fuld udblæsning, når det drejer sig om mordet på JFK. Derudover udsprang den oprindelige kritik af Warrenrapporten også fra venstreliberale kredse, der fra starten havde mistanke til de militært-industrielle kræfter og magtapparatet i Washington.

Print PDF