Myten om den skandinaviske mafia i håndbolden – vanvittige udtalelser om snyd i OL-finalen 2004 fra IHF’s Frank Birkefeld

Politiken bringer i dag historien om, at IHF’s Frank Birkefeld i det seneste nummer af det tyske Handball-Magazin ærgrer sig over at Danmark vandt OL-finalen i 2004 på uærligt spil: ”Det var åbenlyst, at Sydkorea blev snydt for sejren”, lyder det.

Jeg genså kampen mens jeg skrev bogen ”Bolsjedrenge og jernhårde ladies”, og det er godt nok svært at få øje på, hvordan dommere eller andre skulle have påvirket kampen til Danmark. Ikke mindst da kampen som bekendt var uhørt lige og først blev afgjort i en historisk straffekastkonkurrence.

Birkefeld må jo mene, at koreanerne bevidst brændte i den konkurrence eller noget tilsvarende, hvilket lyder mildt sagt mærkværdigt, når man kender den prestige og økonomiske tryghed, der følger med et sæt guldmedaljer i Korea.

Det skal dog indvendes, at den slags er forekommet tidligere i håndboldens verden. Ved VM i 1967 blev DDR angiveligt bedt om at tabe til den politiske storebror Sovjet, hvorefter østtyskerne tog hævn efter VM ved en kamp i Berlin. Ved VM i 1978 var der også mange der så med forbavselse på den måde Polen satte deres pauseføring mod Sovjet over styr i den sidste mellemrundekamp. Det kostede Danmark en plads i finalen.

Desværre tror jeg, at man skal se Birkefelds udtalelser som endnu et udslag af de konspirationsteorier om en skandinavisk håndboldmafia, der har floreret i årevis. Jeg har aldrig helt forstået, hvad det gik ud på i praksis, men man kunne have den formodning, at det skyldes ren og skær misundelse over, at små lande kan vinde så meget.

DHF må tage fat i sagen på allerhøjeste niveau. Den slags udtalelser hører ingen steder hjemme og er kun med til at bringe spillet i miskredit. Det burde ikke være IHF’s opgave.

Henritte Mikkelsen afgør finalen

Leave A Comment