Nederlaget til Ukraine var klart, kontant og katastrofalt. Det kan der ikke herske to meninger om. Det var hverken ærefuldt, uretfærdigt eller uheldigt. Det var helt klart, og de danske kvinder er nu sendt tilbage til start.

Man begynder straks at få associationer til herrernes situation efter det fejlslagne VM i 1986, hvor også et øjeblikkeligt comeback kiksede – og herrerne pludselig var ude i mørket i en årrække. Det er som om Brian Lyngholms fejlslagne tid som landstræner får lov at trække lange spor efter sig.

Men på en dag som i dag er det store mareridt selvsagt de svenske herrer, der efter mere end et årti på håndboldens tinde nu er ude i et ubehjælpeligt mørke på trods af gode spillere. Det kræver bare to halvskidte kvalifikationskampe, og man er ude. Det kan blive den mareridtsagrige fremtid, der venter kvinderne. F.eks. kvalifikationskampe mod Serbien eller Ukraine. Man kan med andre ord havne i en situation, hvor man i lang tid kommer til at stå udenfor det gode selskab.

Men selvfølgelig bærer denne destruktion også en ny fødsel i sig. Ligesom dansk håndbolds store nedtur i midten af 80′erne førte til netop den nytænkning, der har gjort dansk håndbold til en af sportens største nationer i de sidste 15 år. Og selvom Pytlick i dag må være aldeles skuffet over ikke at redde holdet, så er hans situation faktisk ikke så tosset.

Pytlick har nu en historisk chance for at genskabe holdet i sit eget billede og fremelske en spillestil, der kan holde i mange år frem. Hans stilling er med gået fra ekstrem resultatforkusering til langsigtet udvikling. Det er ikke så tosset endda, og selvom der ikke står en ny Anja eller Camilla klar på ungdomsholdene, så er der mange spændende navne på vej. Det må f.eks. nu være tid at sætte f.eks. Line Jørgensen i scene lige så stille.

Det bliver nogle hårde år, og den kommende december bliver helt igennem ubehagelig. Håndbold og æbleskiver passer altså sammen.

Se mere på http://www.thomasladegaard.dk

Print PDF