Tanker om det amerikanske valg: Sæt dine penge på Barack Obama

Barack Obama

Sæt dine penge på Barack Obama. Han har lige nu det momentum, der ikke kan købes for alle Hillarys penge. Amerikanerne elsker en person, der kan puste nyt liv i den amerikanske drøm og give håb i en håbløs tid. Lige nu er det Barack, der har hele denne medvind i ryggen. I meningsmålingerne henter han stille og roligt ind på Hillary, og han har med sin bog The Audacity of Hope en perfekt platform for sin kampagne.

I denne fase handler det primært om at skabe sin platform og samle penge ind. Men det er ikke nødvendigvis en fordel at ligge langt foran i meningsmålingerne. Studier har vist, John Kerry og Bill Clinton på dette tidspunkt lå langt bagefter i 1992 og 2004. Alligevel var det dem, der løb med sejren i primærvalgene. Derfor er intet afgjort endnu. Når Obama alligevel kan vise sig at være langtidsholdbar, er det fordi hans budskab om fornyelse fra en yngre generation præcis er den slags budskaber, der amerikanerne vil høre efter otte år med krig og konflikt. Obama kan bringe ny optimisme på banen, og det kan vise sig afgørende, på trods af hans manglende erfaring. Det var jo heller ikke diskvalificerende, at Bush i 2000 ikke kendte noget som helst til udenrigspolitik!

Hos republikanerne ser meget ud til, at helten fra 11. september, den tidligere borgmester Rudolph Guiliani, kan blive favoritten. Han tiltrækker lige nu stor opmærksomhed, men er en udfordrer der får problemer med et rodet privatliv og sine for højrefløjen uacceptable synspunkter om homoseksualitet og abort. Til gengæld vil det tiltale midtervælgere, der samtidig ønsker en stærk mand, der har ryddet op i New Yorks kriminalitet, og som kan ride på medvinden fra 11. september. Republikanere kan lide en stærk person, og en sådan er Guiliani.

Også her gælder det, at meget kan ske endnu, og Guiliani er på vej igennem mediernes vridemaskine. Jeg anbefaler, at man holder øje med Mitt Romney, der er ved at positionere sig som en stærk repuplikaner i det demokratiske New England.

Leave A Comment