Den umulige drøm er slukket for denne gang. Vi får formentlig aldrig en større chance for en VM-finale. Godt nok er der flere slutrunder i disse år, men at kunne slå Polen og så komme i finalen mod Tyskland foran 19.000 tilskuere til den største håndboldkamp nogensinde, ja så bliver chancen ikke større. Selvfølgelig skulle det gå sådan, når vi stiller op helt i hvidt (jvf. det danske fodboldlandshold, der op til kampen i Norge i 1985 fik lavet helt nye trøjer for at undgå det kompleks) og i Puma (jvf. den store nedtur ved OL i 80 i Puma).

På den baggrund var torsdagens nederlad mere end bittert. Det værste var nok, at det var en kamp, det danske hold sagtens kunne have vundet. Sandheden er, at holdet faktisk ikke spillede særlig godt. Efter pausen i den ordinære kamp stod forsvar og målmænd virkelig godt. Men angrebsspillet lod rigtig meget tilbage at ønske.

Det flotte forsvar og gode danske målmænd vil stå tilbage efter denne turnering. Det er på alle måder den helt omvendte verden af for et år siden. Forsvaret har nået et flot niveau, men vi fandt aldrig frem til det angrebsspil, der var så fejende flot ved EM for et år siden. Den dag begge elementer fungerer, bliver vi svære at slå. Ligeledes kan man også se frem til, at vi får den rigtige Lars Krogh tilbage. OL 08 står for døren.

Men sandt at sige har vi faktisk ikke spillet særlig godt. Der har ikke været de kampe, som vi f.eks. så ved mellemrunderne ved EM i 04 eller 06, hvor spillet virkelig kører i højt tempo. Til gengæld har spillerne kæmpet helt fantastisk. Det skal de have stor ros for, og dramaeffekten har været mindst lige så stor som i 1982.

Turneringens danske spillere har været: Kasper Hvidt, Lars Jørgensen og Joachim Boldsen. Og jeg synes generelt også der skal sendes meget rosende ord til Lars Christiansen, som har været så udskældt, men som stort set hele vejen igennem har holdt et flot niveau. Det blev jo også afgjort, da han sendte den første ind mod Ungarn.

Men den tabte semifinale bliver klassisk. Om 25 Ã¥r vil vi huske billedet af Michael Knudsen pÃ¥ vej ind over stregen, mens dens polske mÃ¥lmand lukker af med sin højre hÃ¥nd. MÃ¥ske ender denne generation som “Det evindelige bronzehold”. Det er heller ikke dÃ¥rligt, og denne slutrunde placerer dem meget, meget højt i det historiske hierarki. Men det er næsten ikke til at bære, at de 40 Ã¥r efter VM i Sverige kunne have kopieret eller overgÃ¥et bedriften.

I et længere perspektiv er det dog nok så vigtigt, at Wilbek og hans hold fik brudt VM-forbandelsen og at de lever op til målsætningen om at blive mellem nr. 8 hver gang. Bredden for herrerne er så stor, at der nok kan gå flere slutrunder igen, før de har chancen. Men formår Wilbek at holde fast i konceptet og mange af spillerne (og mon ikke de fleste vil med til det første OL for herrer siden 1984?), kan det måske være, at der kommer en ny chance igen. Drømmen lever videre.

Se ogsÃ¥ indlægget “Den umulige drøm”.

Print PDF