Kun en sejr tæller mod Rusland, men der er bestemt muligheder i endnu et klassisk opgør mod den russiske bjørn

Lørdag aften venter endnu en skæbnekamp for det danske landshold. Selvom det torsdag blev til en forrygende sejr over de forsvarende spanske verdensmestre, kan det hele blive aldeles ligegyldigt, hvis ikke vi vinder lørdag over Rusland. Så enkelt er det.

Lars Christiansen fra torsdagens kamp mod Spanien

Disse krav er allerede en del af den danske optakt. Til Ritzau sagde landstræner Ulrik Wilbek fredag:
- Vi har endnu ikke vundet noget som helst ved den her turnering, og taber vi til Rusland, er chancerne meget teoretiske. Vinder vi derimod, kan vi takket være sejren over Spanien forleden få mulighed for at spille om en højere placering i mellemrundepuljen end den fjerdeplads, det ellers lå til på et tidspunkt, siger Wilbek.

Og det ser ud til at blive vigtigt. Bliver vi nemlig nr. 4 i mellemrunden, ser det trods alt ud til, at vi får ‘fornøjelsen’ af Frankrig. Det vil vi gerne undgå. Så er f.eks. Island langt mere attraktiv, fordi islændingene kører meget hårdt på med en smal trup. Det kan derfor vise sig, at vi med sejre over Rusland og Tjekkiet kan komme til kvartfinalerne mod en på papiret lidt mere attraktiv modstander.

Så det er bare med at køre på mod russerne, og nøglen ligger helt klart i vores forsvar, og det flotte arbejde, der torsdag gav os en masse kontrachancer. Det skal vi have gang i lørdag aften igen, så vi kan løbe med russerne som i de to seneste EM-opgør mod dem, hvor de reelt blev løbet ned.

Den russiske målmand

Det russiske hold er selvfølgelig ikke dårligt. Det er de aldrig. Men de har ikke 90′ernes skræmmende styrke, nu da de største legender ikke længere er med. Det er særlig tydeligt inde i målet, hvor målmand Alexey Kostygov endnu kun har en redningsprocent på 31. Det er ikke imponerende, men russerne har ikke bedre keepere efter legenden Lavrov holdt op.

Men der er særlig grund til at lægge mærke til den nye højre back Konstantin Igropulo, der indtil videre har scoret 19 mål. Mod Spanien så jeg ham i en spektakulær kringle, og hans stil er så eksplosiv som en anden Klaus Bruun. En spændende spiller. Men bortset fra ham, er det de klassiske kæmper som Koksharov (29 mål på 41 forsøg), venstrebacken Rastvortsev med de mange skud (29 mål på 51 mål) og endelig den energiske playmaker Vitali Ivonov, der indtil videre har scoret 15 mål, men som står bag mange indspil til stregen.

Den russiske legende Maksimov

Selvom Maksimov er en snu træner, tvivler jeg på, at russerne kan komme med noget overraskende nyt mod Danmark. Hvis først vi kommer ud og løbe med dem, har jeg svært ved at se at russerne har effektive modtræk. Læg derfor mærke til, hvordan vi får lukket på midten og på hvor mange skud Rastvortsev skal bruge til at lave sine mål. Får Hvidt nogle gode redninger, som mod Spanien, er der lagt op til mange kontraløb. Spil på mange mål til Lars Christiansen.

Se også artiklen Optakt til Danmark – Rusland: Alle tiders herrekampe mod russerne.

Leave A Comment