Mandagens match mod Norge var en gyser. Undertegnede (og Erik Veje) kan ikke mindes at have set så spændende og medrivende kamp. Der stod simpelthen alt, alt for meget på spil. Havde Danmark tabt, var vi igen bombet helt tilbage, og det endda i en tid, hvor kvinderne netop har haft problemer ved EM. Som vi alle ved, slog herrerne Norge, og udenfor banen kunne de danske drenge notere sig endnu en sejr. De overgår nu ganske stabilt kvinderne, når det gælder seertal på TV2.

Men hvad er det med de herrer, der fascinerer og frustrerer sÃ¥ mange mennesker? Jeg oplevede det selv i Kiel, hvor der virkelig var følelser bag ved de mange udbrud fra tilskuerne. Og for lidt siden sÃ¥ jeg optagelser fra TV2′s redaktion under kampen mod Norge. Det var næsten rørende at se de udbrud – ikke mindst hos den gode John Jäger. Det at følge de danske hÃ¥ndboldherrer er i hverdagen en passion, man kan have lidt for sig selv. Ingen tror rigtig pÃ¥ dem, og mange er generelt lidt sure pÃ¥ dem, fordi de har svigtet de store forventninger sÃ¥ tit.

Men en gang bryder galskaben ud i lys lue. For bag den tilsyneladende skeptiske indstilling til håndboldherrerne ligger en drøm og lurer. Bag ved det hele lurer den umulige drøm. Drømmen om at herrerne bare én eneste gang overrumpler hele verden og realiserer vores inderste håndbolddrømme.

Selvfølgelig er der altid knyttet store drømme og forventninger til danske idrætsudøvere. Men de danske håndboldherrer synes at være noget specielt. Dem er der altid knyttet så store forventninger til, at de ofte ender med at skuffe. Hvor mange gange er det ikke blevet ved en lige ved og næsten afslutning på en forrygende slutrunde? Herrerne har henrykket adskillige gange, og jeg tror at de mange store oplevelser fra f.eks. 1978 og 1982 har gjort et varigt indtryk på mange håndboldelskere. Man har fået fornemmelsen af, at det kan lade sig gøre. Men også at der altid er et par uoverstigelige forhindringer på vejen.

Med det nye hold er det ikke anderledes. Vi ved, at de kan. Det har de vist ved tre EM’er i træk og ved adskillige forrygende kampe. Alle spillere optræder pÃ¥ nogle af verdens bedste klubhold. Men vi ved ogsÃ¥, at det er skrøbeligt, og at korthuset til enhver tid kan falde ned om ørene pÃ¥ os. Tænk bare pÃ¥ lørdagens kamp mod Ungarn. De er skrøbelige, og historien og forventningerne sidder som en klam kappe omkring dem. Og udenfor gÃ¥r en træner rundt, der har givet sig selv en umulig opgave. Wilbek skal som coach fÃ¥ det bedste frem i en række spillere, der sÃ¥ gerne vil, men som ofte er ude i en umulig kamp mod fysisk stærke modstandere, mod omgivelserne og alle forventningerne.

Det er en del af fascinationskraften ved dette hold. Selvfølgelig har det været forrygende at følge kvindernes ridt på verdenstoppen med tre gange OL-guld i træk. Men det er altid mere følelsesladet at følge et hold, der er skrøbeligt, og hvor man godt ved, at det faktisk ikke kan lade sig gøre. Alligevel lever den umulige drøm på trods af alle odds. Det er simpelthen mere passioneret at holde med et hold, der er skrøbeligt, som kan fejle, og som alligevel bærer potentialet i sig.

Alt dette har de danske herrer, og derfor er vi også så mange, der sidder klar hver eneste gang, når det går løs, og beder om at den umulige drøm bare én gang vil gå i opfyldelse. Ved dette VM drømmer vi igen.

Print PDF