Denne anmeldelse bringes i dag på gaffa.dk. Læs den her i en udvidet version.

U2 gør status efter 30 år. Bogen “U2 af U2″ fortæller den medrivende historie om fire drenges rejse på et løbsk tog fra skolen i Dublin til Zoo Station og toppen af poppen.

Storhedsvanviddet har været der lige fra starten. Men da det hele startede, og fire pubertetsdrenge mødtes i trommeslager Larry Mullens køkken en dag i september i 1976, var der ingen, der kunne spille, og ingen der ville synge. Alligevel var troen på egne evner der fra første øvedag, og det er derfor helt naturligt, at U2 nu går Beatles i bedene og laver deres “Anthology”.

På den igangværende “Vertigo” turné har bandet tegnet en cirkel og nogle aftener spillet op mod fem numre fra deres debut “Boy” fra 1980. Der er åbenbart nogle ender, der skal mødes og en historie, der skal fortælles 22 grammy”™er og 140 mio. solgte albums efter debuten. Den historie har Bono, Edge, Adam Clayton, Larry Mullen og manager Paul McGuiness nu fortalt til Neil McCormick.Â

Et kronisk uncool orkester fra Irland

De fleste bands starter med at lære at spille andres numre. U2 var så ringe musikere, at de kun kunne spille deres egne ting. “Vores største svaghed vendte vi til en styrke. Vi er nok ikke det dygtigste band i rockens historie, men jeg synes, vi hører til de mest originale”, fortæller guitarist The Edge i bogen, og understreger samtidig den stålsatte vilje til at tage kampen op mod hele verden ““ og vinde.

U2 blev en del af postpunken, og blev båret frem på den bølge af new wave, der ramte rocken ved indgangen til 80″™erne. Men de fire irere har aldrig tilhørt nogen scene, og de var langt væk fra tidens moderigtige toner fra London. Ihærdigt og ubønhørligt lykkedes det bandet at få pladeselskaberne til at komme til deres koncerter på små klubber, og hver gang gik de hovedrystende derfra efter at have hørt et selvbevidst orkester uden skygge af timing. Alligevel blev det klart, at der var talent.

Nok kunne de ikke spille, men punken havde lært U2, at det ikke var teknisk ekvilibrisme, der gør et stort band. I frontmand Bono havde de manden, der kunne få sangene ud over rampen, og med lånte penge fra deres forældre lykkedes det endelig at få hul igennem til de hellige haller.

Udgivelsen af “Boy” blev ingen begivenhed hos publikum eller i den engelske musikpresse. U2 har aldrig været avantgardens fortrop. De har altid villet noget andet og større, eller som Bono siger i et af bogens klare citater: “Jeg har altid troet, at det handlede om at blive så stor, man kunne.”

U2 har aldrig dyrket punkens snævre credo eller indierockens eksklusivitet. Det har altid været pop, og ambitionen at nå ud til så stort et publikum som muligt. En ambition der diskuteres indgående i bogen. En ambition om at gøre popmusik så spændende som mulig i det håb, at der måske falder lidt kunst af på vejen.

Med den store ambition så bandet fremad og vestpå lige fra starten. Som så mange irere før dem tog de turen over Atlanten og begyndte metodisk at turnere i USA. En lang og sej kamp for at erobre verden var begyndt, og det betød endeløse dage i faldefærdige biler igennem USA. Den slags der enten tager livet af et orkester, eller nagler sammenholdet fast.

Det siges, at man har et helt liv til at lave sin første plade ““ og et par uger til at lave nr. to. Indspilningen af bandets andet album “October” i 1981 var også tæt på at ende festen, før den var begyndt. Som læser kommer man ganske langt ind i laboratoriet bag sangene og bandets idéer, og man får et klart indblik i den specielle indspilningspraksis, der startede med “October”. Kort og godt går den ud på, at bandet stort set ikke har andet end et par idéer og løse indfald, når de møder hinanden i studiet. Men når de fire er sammen sker der noget, og selvom det nok er Edge og Bono, der driver kreativiteten frem, skal sangene spilles frem og realiseres mellem alle fire.

“October” blev ingen revolution, men den bragte U2 yderligere ud i verden, og frem på de store europæiske festivaler. Blandt dem Roskilde der i 1982 lagde orange scene til Bonos himmelfærd og udflugt med en af DR”™s kraner. En uforglemmelig eftermiddag på Dyrskuepladsen.Â

Politisk engagement

Det store kommercielle gennembrud lå og ventede, og med albummet “War” fra 1983 tog det for alvor fart. Albummet bragte også en klarere politisk indignation frem på tekstsiden med “Sunday, Bloody Sunday” om den nordirske konflikt og “New Year”™s Day” om Solidaritets kamp i Polen. Det politiske spor har været en ledetråd lige siden. En tråd der fik yderligere udtryk med “The Unforgetable Fire” fra 1984. En plade der bragte mere sfæriske elementer ind i bandets udtryk, men som også bragte dem hittet “Pride” om Martin Luther King.

Men det store gennembrud i juli 1985, hvor Bono bragte U2 på alles læber. Landsmanden Bob Geldof havde sat hungersnøden i Afrika på dagsordenen, og U2 var blandt de bands, der skulle spille på Wembley. De 15 minutter foran hele verden kunne måske bruges til at spille den seneste single, men i stedet tog Bono ud på en alenlang udflugt ud til publikum. “Han var så længe væk, at jeg begyndte at spekulere på, om han måske havde besluttet at stoppe før tid og var gået om backstage”, husker The Edge.ÂÂ

Bagefter herskede der generel panik. Alle omkring bandet havde på fornemmelsen, at Bono havde spoleret denne unikke mulighed. Men det viste sig at hans instinkter var helt rigtige. Live Aid koncerten blev et vendepunkt. Herefter vidste alle hvem U2 var. Bonos udflugt var affyring til verdensberømmelse.

Men det blev også starten på en sært dobbelttydig rolle som ekstravagant rockstjerne og from verdensfrelser i én og samme inkarnation. Bono står i spidsen for et af rockens mest profitable foretagender, samtidig med at han kæmper utrætteligt for verdens fattige. For nogle en selvmodsigelse. Men ikke for Bono. I bogen fortæller han om at komme fra en familie af sælgere og handelsrejsende. Det talent bruger han nu til at sælge gældsfrigivelse og hjælp til døende for AIDS-epidemien i Afrika. Bono gør en forskel udenfor scenen, men den dobbelttydige rolle er faldet mere kyniske sjæle for brystet på vejen. “I don”™t believe in riches, but you should see where I live”, sang Bono en gang. Men det var formentlig først med karakteren The Fly og de evindelige solbriller, at han rigtig fik en måde at udtrykke sine forskellige roller.

De to mesterværker

“œU2 af U2″ går kronologisk frem, og U2″™s medlemmer får rig lejlighed til at fortælle om idéerne bag de enkelte albumudgivelser, der danner de naturlige kapitler og pejlemærker for bogen. De mest interessante kapitler er ikke overraskende de kapitler, der rammer bandets to mesterværker “The Joshua Tree” fra 1987 og “Achtung Baby” fra 1991. Her løfter fortællingen sig for alvor.

“The Joshua Tree” blev kulminationen på en årelang udforskning af Americana. Både Bob Dylan og Keith Richards sendte U2 tilbage i den amerikanske rockhistorie. Det kom der både godt og skidt ud af. “The Joshua Tree” blev en mesterlig fortolkning af et Amerika med tro, håb og støtte til de fascistiske diktaturer i Latinamerika. Albummet løftede bandet op i stratosfæren og indeholdt stilsikre klassikere som “With or without you” og “Where the streets have no name”. Sidstnævnte en vision på linie med Jim Morrisions om at bryde igennem til den anden side, men skrevet af Bono i Etiopien under arbejde med hungerramte børn.

Magasinet Rolling Stone kårede U2 til årtiets navn, og i endnu et udfald af storhedsvanvid besluttede bandet at lave en film om den amerikanske odyssé og turné. Et monstrøst projekt der resulterede i filmen og albummet “Rattle and hum”. En underlig rodebutik uden mål og mening og ifølge dem selv noget nær et nulpunkt i bandets historie. Der skulle drastiske midler til for at komme videre ““ hvis man overhovedet skulle videre.

Der var opløsning hele vejen rundt. I privatlivet, på den storpolitiske scene og internt i bandet. Hvis man skulle videre, skulle det majestætiske “The Joshua Tree” hugges ned til grunden. Det blev det. Med endnu et mesterværk.

U2 besluttede at opsøge forandringens midte, og gik i de legendariske Hansa Studier i Berlin med mere på hjerte end nogensinde. The Edge har altid været en udforsker af både guitarens og elektronikkens muligheder. Den nysgerrighed nåede her et kunstnerisk højdepunkt. I starten af 90″™erne begyndte den britiske rockscene at indarbejde elementer fra house- og dansekulturen. I 1991 erobrede Primal Scream f.eks. afgørende nyt land med “Screamadelica”, men det blev U2 der kom til at introducere de strømninger til rockens mainstream.

Det blev til et “Achtung Baby”, og en plade om opløsning, der først faldt på plads, da “One” pludselig løftede sig for bandet og fandt sin plads i kongerækken blandt U2″™s helt store sange. I studiet tog Bono nogle blaxploitation solbriller på og forvandlede sig til karakteren The Fly. En omgang performance kunst med klar reference til barndomsvennen og kunstneren Guggis eksperimentelle optrædener fra scenerne i Dublin.

Den performance fik for alvor sit udtryk under den mesterlige Zoo TV turné, der satte helt nye standarder for stadionkoncerten. U2 blev de første, der for alvor brugte mulighederne i storskærmen. De rejste jorden rundt med deres egen tv-station og fik på imponerende vis genopfundet sig selv.Â

Drivkraft og sammenhold

Efter Zoo TV fulgte en periode med flere elektroniske eksperimenter og albummet “Pop” fra 1997, som samtlige af gruppens medlemmer har lyst til at genindspille. U2 begik den fejl, at de bookede turnéen, før albummet var helt færdigt, og derfor blev resultatet nok interessant, men også halvfærdigt. Siden er fulgt nye albums, nye stort anlagte turnéer og alt for mange opsamlingsplader op til julesalget.

På “All That You Can’t Leave Behind” fra 2000 og “How to Dismantle an Atomic Bomb” fra 2004 har U2 forladt de elektroniske eksperimenter til fordel for en mere klassisk rocklyd. Men en sang som “Vertigo” har vist, at der stadig er energi og kraft i U2 30 år efter det første møde.

Man kommer ganske tæt på personerne og en del af deres drivkraft i “U2 af U2″. Både Larry Mullen og Bono mistede deres mor i en ung alder, hvilket har fået et kraftigt udtryk i sange som “I will follow” og ikke mindst “MoFo”. Bono voksede op med en halvvrissen far og storebror. “Det var et hus, men ikke et hjem”, fortæller han. Forholdet til hans far er et kapitel for sig. På en måde kan man læse bogen og Bonos bestræbelser som én lang kamp for faderlig anerkendelse og kærlighed. Den kom kun rykvis, og selvom de to blev forsonet før faderens død, lurer der en drivkraft, det nok er bedst at lade sidde som tornet i øjet bag designerbrillerne.

Det imponerende ved bandet er, at de i modsætning til så mange andre grupper stadig holder sammen og stadig er i stand til at finde nye kreative udtryk. “Jeg plejer at sige, at laver vi to lorteplader i træk, er vi dømt ude. Det, eller hvis vi bliver for mageligt anlagt, kan sætte en stopper for det hele”, siger Bono i slutningen af bogen.

Tilbage står musikken, og det bedste ved bogen er at man som læser får lyst til at dykke ned i musikken og genopdage særlig de tidlige plader. Det er ikke noget dårligt resultat af en bog, der måske ikke afslører dybe hemmeligheder om et af verdens største rockorkestre, men som føjer nye facetter til fortællingen af fire fyre fra Dublin, der satte sig for at erobre verden, og som lykkedes med det adskillige gange.

U2 om U2 Forfatter: U2 med Neil McCormick Sideantal: 352 Pris: kr. 299,00, Ekstra Bladets Forlag

Relaterede poster:

1. Anmeldelse af biografien “Heavier Than Heaven” om Kurt Cobain på gaffa.dk
2. Zeitgeist Zoo – anmeldelse af U2’s “Achtung Baby” på diskant.dk
3. Boganmeldelse på gaffa.dk: Kent mod verden – Ny bog samler 16 års artikler om et af Skandinaviens største rockbands
4. 80’ERNE ER TILBAGE – Debatindlæg bragt i Politiken 10. maj 2006
5. Hele tre katastrofer pÃ¥ én gang – Debatindlæg bragt i Politiken i dag