Danmark – Holland: Flot sejr uden at være prangende
Danmark er med igen i turneringen for alvor. Det blev en lørdag aften med en komfortabel sejr, der reelt var sikret efter det første kvarter. Selvom det aldrig rigtig lykkedes at komme helt af med hollænderne, var sejren aldrig i fare. På den måde fik holdet rejst sig efter den ærgerlige kamp mod Frankrig.
Men prangende var det altså ikke. Der var i starten af kampen fremragende momenter med flot kontraspil, hvor Rikke Skov var oppe og hænge med nogle flotte mål. Ligeledes fik Sjøberg for alvor gang i sit eget spil og skud. Men i det etablerede angrebsspil var der ikke mange kollektive kombinationer, der fungerede. Det bliver til for lidt i det kollektive presspil, og desværre ser højresiden ud til at blive præcis det kroniske problem, man kunne frygte på forhånd. Anette Bonde ligner mindre og mindre løsningen. I stedet må Rikke Skov se frem til meget spilletid på den for hende lidt akavede position. Og selvom Kristina Bille havde en god periode, er hun ofte ude i lange perioder af kampen. Ærgerligt for hun har utvivlsomt talentet.
Der er nu lagt i kakkelovnen til et brag af en kamp i morgen eftermiddag. Spanien slog nemlig lidt overraskende Frankrig med fire mål, og det betyder, at Danmark har chancen for at gå til mellemrunde á point med dem i tilfælde af en sejr i morgen. Det er en stor chance, og dermed får vi allerede tidligt i turneringen en næsten knald eller fald kamp. Det hele hander om at kunne tåle et nederlag til Rusland og alligevel komme i semifinalen. I morgen kan holdet tage et stort skridt ad den vej med en sejr over et spansk hold, der nok er godt, men som Danmark helt klart kan slå. Det kræver dog at Lyngholms tropper tager endnu et kollektivt skridt fremad.
