I anledning af årsdagen for D-dag bringer vi her denne tak til den store generation, som sidste år blev bragt i Politiken.

Den største generation

Ved 50 året for Danmarks befrielse i 1995 passerede jeg tilfældigt en britisk soldat fra krigen, der havde deltaget dengang, og som nu var i København for at være en del af højtideliggørelsen 4. maj. Han havde sine medaljer på, og der var så mange, at den ældre herre næsten var ved at vælte sidelæns henad Vesterbrogade.

Jeg passerede ham med et venligt smil. Men lige siden har jeg tænkt på, at jeg burde have henvendt mig direkte til den stolte brite og simpelthen have sagt ham ”tak fordi du satte livet på spil for vores frihed og velfærd.”

Den dekorerede soldat så jeg for mig igen, da jeg for nylig her i avisen kunne læse en kronik om den unge Generation Y. En generation der uden betænkeligheder sætter sig selv og sin iPod i centrum, men som står i en enorm gæld til en generation af oldeforældre, der bragte store ofre for at Generation Y kan bruge deres tid på valg af mobiltlf. i stedet for at dø på en af forrige århundredes utallige slagmarker.

Unge generationer står altid på skuldrene af tidligere generationer. Det laves der nok ikke om på. Men netop disse oldeforældre har med rette fået betegnelsen ”den største generation”. Det var den amerikanske nyhedsvært Tom Brokaw, der for nogle år siden gav en uforbeholden hyldest til krigsgenerationen i en bog, han simpelthen kaldte ”The Greatest Generation”. En patriotisk hyldest til en generation, der havde trodset den store depression og nazismen, og som derefter vendte hjem fra Europa for at opbygge det USA, vi kender i dag.

Det var helt unge drenge fra denne største generation, der gik i land på Omaha Beach i Normandiet og befriede Europa. Og det var denne største generation, der satte en babyboomere i verden, nogenlunde samtidig med at Aktion Reinhardt blev sat i værk i naziregimets dødslejre.

Som vor statsminister vil vide, var det ikke alle danske, der kastede sig ud i en kamp på liv og død mod nazismen. Men at byde døden trods og opfostre en børneflok på rationeringsmærker og stofbleer og til troen på en bedre og mere fredelig verden, er også en nævneværdig bedrift.

Uagtet hvad den historiske smagsdommer Fogh måtte mene om danskerne og besættelsen, så giver markeringen af 60-året anledning til at hylde en generation, der i disse år falder bort. Lad os gå dem i møde med et: ”Thank you, sir”.

Print PDF