Kolding, Kiel og Viborg – kan det blive mere klassisk?
Stort tillykke til Kolding og Viborg. Det er to klassiske danske mestre. Når alt kom til alt, var det netop Kolding og Viborg, der havde de nødvendige ressourcer.
Herrernes finaler blev ikke velspillede. Men de var yderst dramatiske. Særlig viste finalen i Gudme, at Kolding er et hold og en klub, der er gjort af et helt særligt stof. At være bagud med to mål med 1½ minut igen, og så score to mål hvoraf det ene sker på et vip, er simpelthen forrygende flot.
Ligeledes viste Kolding på hjemmebane, at man havde de mentale ressourcer og de personligheder, som kunne gøre en forskel. Jesper Nøddesbos spil på stregen var uforligneligt. Han er stor og stærk, men han har også det rette blik for spillet og en teknik, der gør ham til en sikker afslutter. Han er lige nu Danmarks bedste stregspiller, og han var helt fortjent meget tæt på at blive valgt til årets spiller i konkurrence med klubkameraten Bo Spellerberg.
Og i Tyskland hev Kiel endnu en gang mesterskabet hjem. Det er sket i suveræn stil med Karabatic som indpisker og afslutter på et yderst vel- og hurtigstspillende Kieler-mandskab. Deres spil i går mod Lemgo var suverænt, og med købet af Lars Krogh Jeppesen skal Flensburg nok stå meget tidligt op for at være med i kapløbet igen.
Men vi må nu vente i adskillige måneder, før der igen er håndbold på tv og i hallerne. En kold tyrker af rang. Men så er det jo godt, at VM i fodbold snart starter, og at der også er noget tour at følge med i. Det skal nok gå alt sammen.
