Et par klip fra 70’erne – essay

Note: Dette indlæg blev skrevet til en antologi om 70’erne. Desværre blev antologien ikke til noget, men her er så indlægget i sin helhed.

“YOU SAY YOU WANT A REVOLUTION …
WELL YOU KNOW
YOU BETTER FREE YOUR MIND INSTEAD.”
– JOHN LENNON, 1968

Dengang jeg var dreng, stod to supermagter overfor hinanden rustet atomart til tænderne og forberedt på en altødelæggende atomvinter. Dengang jeg var dreng, så tøjet anderledes ud end nu, og jeg bad ofte mine forældre om at blive klippet, så jeg lignede Prins Valiant. Dengang jeg var dreng, lå jeg på mit børneværelse og skrålede med på Gasolin”s “Masser af succes”, uden at forstå noget som helst. Dengang jeg var dreng, havde jeg heller ikke forstået forskellen på ord som dræbt, myrdet, død og omkommet. Dengang jeg var dreng, var det 70″erne, og der starter alting helt naturligt for mig.

Leonid og RichardVi børn af 70″erne var dem, der måtte forestille os helt præcist hvor vi var, når bomben kom. Jeg kan huske, jeg var så glad, da jeg flyttede til Jylland, og dermed væk fra det planlagte nedslagssted i Vedbæk, hvor glimtet ville slå ned og gøre mit ansigt varmere og mere blussende end nogensinde. I 1989 flyttede jeg tilbage.

Nu er tiden gået, men er her dog alligevel lyslevende i vore hoveder. Og vi er på vej til at åbne det 21. århundrede stille og roligt med rystende og forventningsfulde fingre. Som den gave vi aldrig fik til jul, dengang i 70″erne, hvor jeg var dreng, og hvor den største interaktive underholdning var vore fædres hjemmelavede tv-spil med to pinde, der skulle gøre det ud for en kamp mellem Borg og Connors. Vi venter, og det er juleaftensdag med Elith Nørholm igen. Og mens vi venter, benytter vi den udmærkede lejlighed til at kigge tilbage på det vi forlader.

Epoken fra 1967 og frem er og bliver en ukuelig størrelse. Bedst som man tror, at nu kan vi da ikke blive ved med at fejre “Sgt. Peppers jubilæum, så vender det hele tilbage med uformindsket kraft. Få epoker er omgærdet af så megen mytologi. Epoken er inde i vores hoveder, og som en anden patient på psykologens briks ligger vi der, og prøver at komme overens med tiden, der svandt, og tiden der brænder på vores nethinder.

Vi er blevet en neurotisk kultur. En kultur med en voldsom byrde på skuldrene , som den forsøger at frigøre sig fra. For at se frem, må vi åbenbart tilbage til neurosens kilde, og derfor synes en revurdering af fortiden og nødvendigheden af et opgør med gamle forestillinger, at være et af tidens mantraer. Der har f.eks. været alle afsløringerne om vor nations lidet heroiske rolle under krigen, der har været hele diskussionen om Danmark under den kolde krig, og der er den fornyede interesse for marxismen og de intellektuelles rolle i efterkrigstiden.

I Sverige har specielt Per Ahlmark provokeret til et opgør med de venstreintellektuelle, og også her i Danmark er der blevet budt op til dans med 60″erne og 70″erne. Det ligger åbenbart i tiden, og dens neurotiske tilstand, at der skal gøres op med noget, før vi kan komme videre. Måske er det når en epoke er slut og fænomenet afsluttet, at vi først kan tage det op.

Men som enhver der har forsøgt sig med lidt sjælelig udvikling vil vide, så kan det være aldeles smertefuldt at bevæge sig tilbage i tiden, for derefter at tegne en fremadskridende bevægelse. Der kan være alt for meget, der gør ondt, og det kan være alt for tillokkende at lade det ligge, der hvor det nu en gang ligger. Men det lever jo fortsat. Det kommer tilbage, hvad enten vi vil det eller. Det er i vore hoveder her på kanten til det 21. århundrede, så lad os dykke ned i det, og tegne et par andre billeder i skitsens prøvende form.

Myten om 68

Mytologien omkring 60″erne og 70″erne lever fortsat i bedste velgående, og i disse år er det som bekendt tredive år siden det sagnomspundne ungdomsoprør løb af stablen. Det fejres så med lidt spredt fægtning omkring Storkespringvandet, lidt debat om fænomenet i aviserne, og et enkelt mindeprogram hist og pist.

Men mest af alt fejres det i form af den eftertrykkelige mytologi, der omgærder hele denne sagnomspundne begivenhed. Tag blot og spørg de studerende, der nu forsøger sig med en lille protest i et økonomisk plaget uddannelsessystem: Det er ganske enkelt umuligt at lave det mindste tv-indslag eller den mindste avisartikel om deres udmærkede idéer uden at bringe et billede eller et klip fra 68.

Maj 68 i ParisVi børn af 70″erne var dem, der måtte forestille os helt præcist hvor vi var, når bomben kom. Jeg kan huske, jeg var så glad, da jeg flyttede til Jylland, og dermed væk fra det planlagte nedslagssted i Vedbæk, hvor glimtet ville slå ned og gøre mit ansigt varmere og mere blussende end nogensinde. I 1989 flyttede jeg tilbage.Og ord som “68” og “68”er” er gået i vores sprog i en sådan grad, at det kunne tyde på, at vi her har fat i en myte af den mere sejlivede slags, som der tydeligvis er meget stor interesse i at fastholde og samles om. Myten har taget plads i vores kollektive kulturelle bevidsthed, som en store samlede fortælling om den gang, hvor der virkelig skete noget, hvor drømmen om et bedre og mere retfærdigt samfund foldede sig ud, og hvor musikken i øvrigt var meget bedre og mere menneskelig, end det vore dages computere kan præstere.

Nu kan myter jo være udmærkede. De kan skabe fælles identitet og identifikation, og være et referencepunkt i forståelsen af os og det samfund, vi er en del af. Men myter kan også blive så bastante og sejlivede, at de bliver direkte bremsende og destruktive. 68-myten er i al sin sejlivethed blevet en sådan bevarende bremseklods, og der er derfor alt mulig grund til at benytte det evindelige jubilæum til at tage myten op til kritisk refleksion.

Den, i egen selvforståelse, meget progressive 68-generation er nemlig nu blevet selve reaktionens kerne. Her er ingen drømme tilbage. Her er intet bud på en analyse af de store forandringer, vi står midt i. I stedet skues der tilbage mod en imaginær tid, som inkorporerer det bedste af 1850 og 1950. En tid med Giro 413 og Grundtvig i uskøn forening over en håndbajer i kolonihaven. En tid fra før McDonalds tog over, hvor de røde pølser slap.

Et andet billede: Isstormen

De gamle oprørere har sat tankevirksomheden i bakgear i en sådan grad, at der ikke er andet at gøre, end at efterlade denne længsel efter de gode gamle dage, og i stedet prøve at dekonstruere mytologien og tegne et andet billede af 68 og 70″erne. Lad os prøve at klippe lidt mere i det.

Vi kan jo starte med at notere os, at det vel i virkeligheden kun var disse godt 5.000 mennesker, der hoppede med på tidsåndens vogn. De andre benyttede de økonomisk gunstige tider i det velfærdssamfund, som deres forældre havde bygget op, til at købe inflationære parcelhuse på favorable kontantlån med carport, gildesal, bidet og swimmingpool, som blev lukket godt ned igen efter oliekrisen. 70″erne, der ifølge myten stod i de bløde værdier og nytænkningens tegn, var vel egentlig det mest materielle og følelseskolde, vi overhovedet har haft. Ja man kunne lettere polemisk hævde, at selv 80″erne havde mere kærlighed at byde på. Og under alle omstændigheder udgjorde 80″erne i det mindste en ærlig kynisme lykkeligt befriet for hykleri.

The Ice StormMåske er det mest dækkende billede givet i den amerikanske film “The Ice Storm”. Her er måske de egentlige 70″ere. Materialisme og total følelseskulde. Afstand mellem mennesker, og den mest hykleriske løgn om at være progressiv, humanistisk og kæmpende for et fælles bedre. Det er den livsløgn, som trækker i automatpiloten og evig og altid skal gøre opmærksom på, at nutiden med al dens globalisering, CNN og internet slet ikke er som de gode gamle dage, og at nutidens unge er individualistiske, materielle, dovne og helt uden det udsyn, som de havde.

Sådan skal den ældre generation jo sige, men som forfatteren Jan Sonnergaard har noteret sig, så gik det så sagnomspundne ungdomsoprør mest af alt ud på at mele sin egen kage. Det er umuligt at forestille sig noget mere provinsielt og navlebeskuende end et studenteroprør, hvor det pludselig skulle være meget vigtigt for arbejdere i hele verden at gøre op med gamle professorer og sikre nogle flere mandater til de studerende i universiteternes styrende organer. Noget mere egoistisk findes simpelthen ikke. Og man skal lede længe efter en mere selvoptaget generation end disse babyboomere.

60″erne og 70″erne var en ekstrem tidsperiode, og man kommer ikke udenom den kolde krig som en nøgle til overhovedet at kunne forstå tiden og tidsånden. En tid hvor dualismen som tankegang var helt altdominerende. Når billedet af verden er to blokke, der står stejlt overfor hinanden med hver deres sandhed, og atomare udrustning, så bliver meget til en os-mod-dem tankegang. Der er et “os” (de gode) mod “dem” (de onde), og når man først har taget de briller på, så kan man pludselig se rigtig mange ting på en ny måde. Så bliver institutioner, erhvervsliv, forældre (alle med magt og positioner) til “dem”, og tilværelsens mål for “os” at frigøre sig fra “dem”. Med de briller på, bliver en kompleks og dynamisk virkelighed pludselig enkel, og det er herefter ikke vanskeligt at være på de godes side, når nu “de” er så onde og undertrykkende. Når man ser verden i modsætninger er de onde og de gode nemme at få øje på. Ligesom i en western af John Ford.

Den kontekst er vi lykkeligvis blevet befriet for nu. “Os-mod-dem” og et selvretfærdigt emancipatorisk projekt er ved at være en af de store historier, som Lyotard smed i Maos massegrav for os. Det ligger lige for at opfordre til at vi én gang for alle smider myten om 68 samme vej, og dermed baner vejen for en samfundsudvikling, hvor vi møder det nye årtusindes væsensforskellige udfordringer med et åbent og pluralistisk sind. Når myten har udspillet sin rolle, bør den forlades.

Drømmere og aktivister – amerikanere og tyskere

Men helt så let går det nu ikke. Helt så let er det nu ikke sådan bare at verfe denne store fortælling om et oprør og en kamp for en bedre verden uden undertrykkelse ud til højre. For 68 er jo netop ikke én fortælling, men en masse forskellige fortællinger der peger i utallige retninger.

Eik SkaløeVi kan jo klippe videre og foretage en sondring mellem to typer ungdomsoprørere, og to forskellige typer historier om oprøret. I Peder Bundgaards bog om dansk rock i 60″erne “Lykkens pamfil” skelner han mellem “drømmerne” og “aktivisterne”, og man skal ikke langt hen i den historie før vi ved, hvor Bundgaards sympati befinder sig. Hans bog er et langt forsøg på at skrive drømmernes historie, og at gøre det via musikken.

“Drømmerne” er hos Bundgaard den del af ungdomsoprøret, der tog over hvor de amerikanske beatniks slap, og med udgangspunkt i hele hippie- og provo-bevægelsen i kunst og musik viste os en drøm om en anden og bedre verden. Et først som sidst anti-autoritært oprør med den borgerlige fims fra efterkrigstiden, og et meget virkningsfuldt forsøg på at udvide rammerne for vort samfund og vor bevidsthed. Det kunne være i kunsten, i stofferne, i musikken, i kroppen såvel som i tanken. Bevægelsen kom fra USA med åndelige fædre hos f.eks. Allen Ginsberg, Bob Dylan og Aldous Huxley, og kulminerede måske med “The summer of love” i San Fransisco i 1967. Herhjemme havde vi f.eks. Steppeulvene og Eik Skaløe, Dan Turéll og Peter Laugesen, og på kunstscenen folk som Bjørn Nørgaard.

Måske døde denne livskraftige og smukke drøm allerede omkring 1970. Eller var det med festivalen i Altamont i 1969? For vor egen Eik Skaløe var det allerede fordi i det østlige Pakistan i 1968. På et eller andet tidspunkt var det i hvert fald slut med love-ins, happenings og med at male fredstegn og psykedeliske motiver i hovedet med vandmaling. På et eller andet tidspunkt døde 60″ernes drøm og blev erstattet af 70″ernes umiskendelige realisme og materialisme. På et eller tidspunkt på vejen ind i 70″erne døde frisindet, mangfoldigheden og fantasien. På et eller andet tidspunkt omkring 1970 tog “aktivisterne” fra studenteroprøret i 1968 endegyldigt over.

Og med de akademiske aktivister kom autoriteterne tilbage i billedet. Nu hed autoriteterne bare Marx, Lenin, Mao eller Che Guevara. Drømmen blev erstattet af analyser og handling. Hippiernes drøm stødte jo på det eksisterende samfunds repressive barrierer. Derfor skiftede fokus mod en nærmere analyse af dette samfunds undertrykkende karakter og mekanismer, og derfor tog aktivisterne med tiden Marx på ordet, da han i den såkaldte elvte Feuerbachtese skrev: “Filosofferne har kun fortolket verden forskelligt; det, som det kommer an på, er at forandre den”.

Denne mere realistiske, analyserende og handlingsorienterede del af ungdomsoprøret kom til Danmark fra Tyskland med inspirationskilder i det berømte “Institut für Sozialforschung” i Frankfurt, og med folk som f.eks. Herbert Marcuse som aktivisternes åndelige forbilleder. Herhjemme havde vi f.eks. kapitallogikken hos Hans-Jørgen Schanz og den revolutionært energiske Finn Ejler Madsen. Og et levn fra denne aktivisme nåede et tragisk højdepunkt med Ble-kingegadebanden.

I 70″erne bevægede vi os væk fra drømmerne og amerikanerne og hen mod aktivisterne og tyskerne. Og det er en af denne fortællings mere ironiske pointer, at med marxismen blev ungdomsoprøret nøjagtigt lige så materialistisk fokuseret, som isstormens parcelhusfamilier der stemte Erhard Jacobsen og Mogens Glistrup i Folketinget i 1973.

Bodøvelser eller nødvendig refleksion

Så dengang jeg var dreng, fortalte min lærer mig, at Stalins drab af millioner af mennesker var en Solsjenitsyn-løgn. Dengang jeg var dreng, opkaldte nogle af nationens fremmeste kulturpersonligheder deres bolig efter en af verdenshistoriens største massemordere. Dengang jeg var dreng, var der stor jubel i forskellige kollektiver, da Pol Pot indtog Pnomh Penh.

Andreas BaaderMen denne del af myten om 68, aktivisternes autoritære fortælling, er der en udstrakt modvilje mod at tage op til revision. Denne del af myten bliver der af gode grunde ikke udsendt særlige jubilæumsprogrammer om. Det siges ofte , at en historisk epoke først kan beskrives og betragtes i sin helhed, når den er ved sin afslutning. Måske er det derfor, at vi netop nu gennemlever denne intense interesse for at revurdere vor kollektive fortid.

Og måske er det netop i denne autoritære del af den store fortælling om ungdomsoprøret, at neurosen ligger gemt. Hvad der startede i 70″erne synes vi endnu ikke rigtigt at have begrebet, og derfor bliver det af helt naturlige årsager enten glemt og fortrængt, som havde det ikke eksisteret. Eller det bliver trivialiseret som en ungdommens vildfarelse, hvorefter vi så alle kan grine af generationens hønsestrik og revolutionære floskler. Og så bliver det endelig forsøgt bortdefineret fra jordens overflade, som når Rote Arme Fraktions ellers ganske håndgribelige terror ses som del af en sproglig strukturel symbolhandling.

Men det har eksisteret, og det var og er en væsentlig del af en ikke ubetydelig række menneskers liv. Præcis derfor er det vigtigt at gribe fat i det. Det er simpelthen bydende nødvendigt, fordi den autoritære marxisme i 60″erne og 70″erne peger på nogle helt centrale punkter, der rækker langt videre end det historiske kuriosum. Men det er en vanskelig og smertefuld proces, fordi den involverer levende mennesker. Mennesker med hele det personlige engagement, der var en afgørende ledetråd bag det anti-autoritære opgør, og den senere bevægelse mod marxismen.

Skal man indfange det personlige engagement træder man imidlertid på nogle indgroede ligtorne. Den tids aktører havde et uomtvisteligt engagement, og i marxismen smeltede lidenskab og teori sammen i en syntese, som vi nok kan mangle i dagens intellektuelle sysler, men som samtidig gør et opgør med tiden så meget mere smertefuldt.

Som bekendt var metaforen om “˜kamp” en vigtig ingrediens i tidens jargon. Og når der er kamp, er der vindere og tabere. Mange af den tids kæmper ser derfor nødvendigheden af en konfrontation med den tid, som et spørgsmål om, at nu skal “˜kampens vindere” så til at skrive historien, og herefter er der kun heksejagt og offentlige bodsøvelser tilbage for “˜kampens tabere”. Men nu er heksejagter og bodsøvelser jo næppe særligt produktive, og selvom man måske kan få et indtryk af et indestængt behov for at bekende sine “˜synder” , så kan det være svært at se disse uden den trivialiserende ironi.

Tilbage står imidlertid en tvingende nødvendig pointe, der peger langt ud over Che-plakaterne. Når en stor del af en generation kan kaste sig i armene på marxismens potente blanding af romantiske drømme om utopia og rationelle kritik fra oplysningsfilosofferne, er der ikke tale om noget trivielt fænomen. Så er der tale om en ordentlig huskekage til os alle. Marxismen skal behandles og bearbejdes som den menneskelige og intellektuelle tragedie, den var.

Leonid og RichardVi børn af 70″erne var dem, der måtte forestille os helt præcist hvor vi var, når bomben kom. Jeg kan huske, jeg var så glad, da jeg flyttede til Jylland, og dermed væk fra det planlagte nedslagssted i Vedbæk, hvor glimtet ville slå ned og gøre mit ansigt varmere og mere blussende end nogensinde. I 1989 flyttede jeg tilbage.For der er noget at lære. Hvordan kunne det f.eks. gå til, at så mange ud af en hel generation lod sig forføre af tidsånden, tog de samme marxistiske “˜briller” på, og derefter kun kunne se de samme ting? Og hvordan kunne det gå til, at “˜den gode vilje” og engagementet mod alverdens uretfærdigheder, blot blev erstattet med ny undertrykkelse, og absurde forsvar for, eller stiltiende accept af, nogle af dette århundredes mest forrykte forbrydelser?

Det er og bør være en tankevækkende erkendelse, at en hel elite af utvivlsomt meget begavede akademikere i den grad lod sig rive med, og ikke formåede at erkende den ældgamle og egentlig trivielt enkle pointe, at “˜den gode vilje” har en tvillingebror i “˜den onde praksis”.

Der er ingen grund til bodsøvelser og offentlige bekendelser. Men der er til gengæld alt mulig grund til at tage ved lære af disse begivenheder, og fortsætte en helt nødvendig dialog og debat om dem. Så hvor meget vi end kan takke ungdomsoprørerne for (ikke mindst deres helt nødvendige opgør med efterkrigstidens altfortærende borgerlighed), så må vi her på kanten til et nyt årtusinde fastholde, at der er alt mulig grund til at tage hele den sejlivede myte om 68 op til revision. Og det er der, fordi den ikke peger frem, men i stedet vender blikket anekdotisk konservativt tilbage.

Og det er måske tilværelsens cykliske ironi, at det netop er den tids ungdomsoprørere, der nu er vore dages bevarende magthavere med magt, indflydelse, penge og prestige på spil, og interesser i at fastholde myten om dengang, da der var drømme til. De har noget at forsvare og længes tilbage til. Vi der følger efter må så, og helt efter den store generationernes bog, med tiden vippe dem af pinden.

På historiens ildelugtende mødding må vi med glad mine placere materialismen, isstormen, den totalitære tankegang og det store frigørelsesprojekt, der endte som en tragisk, forstenet karikatur i kollektivet eller parcelhuset. Det vi kan tage med os ind i et nyt årtusinde, er det anti-autoritære råb om mangfoldighed, tolerance og al magt til fantasien – være realistiske og kræve det umulige.

Comments
2 Responses to “Et par klip fra 70’erne – essay”
  1. Henrik says:

    Kære Thomas Ladegaard

    Du vil myter til livs, dvs. tage ”mytologien omkring 60’erne og 70’erne op til ”kritisk refleksion”, men du leverer ikke meget andet end en ukritisk genfortælling af en i dag velcementeret myte herom.

    Du starter ganske vist med understregningen af, at ”68 er jo netop ikke én fortælling, men en masse forskellige fortællinger der peger i utallige retninger”, men snart efter tilslutter du dig Peter Bundgaards ”sondring mellem to typer ungdomsoprørere” – “drømmerne” og “aktivisterne”. Herudfra opstiller du så fortællingen om det anti-autoritære ungdomsoprørs (drømmerne) forfald i en senere autoritær fase (aktivisterne).

    Først mener du altså, at der er tale om en ”masse af forskellige fortællinger, der peger i utallige retninger” og dernæst at alle disse alligevel kan reduceres til 1 overordnet fortælling med kun 2 forskellige faser eller retninger?

    Måske skulle du hellere holde fast i den første indsigt og anvende den i forhold til ungdomsoprørets anden fase. Om man maler med den store pensel eller ej, så lader alt det, der foregik i 70’erne, sig nemlig ikke indføje under abstraktionerne ”aktivistisk” og ”autoritært”.

    Dårligdommen ved disse abstraktioner kommer klarest til udtryk, når du skriver, at aktivismen ”kom til Danmark fra Tyskland med inspirationskilder i det berømte “Institut für Sozialforschung” i Frankfurt, og med folk som f.eks. Herbert Marcuse som aktivisternes åndelige forbilleder. Herhjemme havde vi f.eks. kapitallogikken hos Hans-Jørgen Schanz og den revolutionært energiske Finn Ejler Madsen. Og et levn fra denne aktivisme nåede et tragisk højdepunkt med Blekingegadebanden.”

    – For det første: Hvordan du mener at kunne hæfte betegnelsen ”aktivisme” pÃ¥ Frankfurterskolen og kapitallogikken er et mysterium. Begge disse former for marxisme blev netop skoset af andre marxistiske retninger for at være fuldstændig uden handlingsorientering, hvis ikke netop handlingslammende, og af deres borgerlige kritikere anset for at være højteoretisk tekst-exegese.

    – For det andet: At slÃ¥ teoretikeren Hans-Jørgen Schanz og aktivisten Finn Ejler Madsen i hartkorn kræver sÃ¥ledes mildest talt en veludviklet abstraktionsevne.

    – For det tredje: NÃ¥r du først nævner Frankfurterskolen og kapitallogikken som centrale retninger i 70’erne og lidt senere helt generelt taler om 70’ernes ”autoritære marxisme”, sÃ¥ tyder det pÃ¥ et fuldstændigt ukendskab til disse retninger, der netop kritiserede Sovjetmarxismen. Selv i dag kan man støde pÃ¥ borgerlige kritikere, der anerkender disse retninger som to (for dem: af de fÃ¥) eksempler pÃ¥ anti-totalitær marxisme.

    – For det fjerde: NÃ¥r nu kapitallogikken hverken kan karakteriseres som ”aktivistisk” eller ”autoritær”, sÃ¥ er der heller intet belæg for at oprette en slægtslinje mellem denne retning og Blekingegadebanden, som du gør ovenfor.

    Med andre ord: din grundpåstand om, at 70’ernes ungdomsoprørere ”tog de samme marxistiske ‘briller’ på” er forkert. Eksempelvis havde Althusser-skolen og kapitallogikken overhovedet ikke de samme briller på, men lå tværtimod i strid om, hvilken optik på samfundet der skulle anvendes. Ligeledes var der partier på venstrefløjen, der accepterede, hvis ikke hyldede totalitære regimer i øst og partier, der ikke gjorde. I din fortælling udviskes alle forskelle imidlertid og under betegnelser som ”70’er-aktivismen” eller ”den autoritære marxisme” fremstilles det hele som én homogen masse. For mig at se har det intet med kritisk refleksion at gøre, men derimod en hel del med mytedannelse.

    vh Henrik Larsen

  2. tlade says:

    Kære Henrik.

    Tusind tak for et fremragende indlæg. Jeg synes, du har et par rigtig gode kritiske bemærkninger. Måske er hele mit indlæg ikke helt så sammenhængende, som det måske kunne have været.

    Din hovedpointe synes at være, at hvor jeg ser et fælles billede, ser du et meget mere differentieret billede. Det er en pointe, der har meget for sig.

    Imidlertid er jeg ikke enig med dig i, at billedet var så differentieret, når det kom til stykket. For dem, der var med, har forskellene været enorme. Men set udefra og med en lang tidsmæssig afstand er det en afgørende pointe, at forskellighederne ikke var så store endda. En lang række aksiomer tog man helt enkelt for givet. At arbejdsværditeorien var rigtig, var f.eks. overhovedet ikke til diskussion. At der findes sociale klasser med forskellige interesser var heller ikke til diskussion. På præcis samme måde som samfundsvidenskaberne nu opererer med en lang række aksiomer, der heller ikke er til diskussion.

    Det jeg lidt prøver med min kommentar er mÃ¥ske ogsÃ¥ at stille spørgsmÃ¥lstegn ved 70’erne som et venstreorienteret Ã¥rti i det hele taget. De fleste byggede jo parcelhus og stemte pÃ¥ Glistrup – eller Nixon i USA!

    De bedste hilsener,
    Thomas Ladegaard

Leave A Comment

%d bloggers like this: