80′erne er vendt tilbage som et ondt mareridt. Selv permanenten og Dodo er kommet igen.

Hvis man efter murens fald gik og nærede naive forhåbninger om at nu var det tid for nye ideer og løsninger, må man tro om igen.

Hvor man kunne have håbet på helt nye tilgange for et nyt årtusind, har det i stedet handlet om at se bagud mod Brian Mikkelsens ungdom. Det er kulturkamp med 30 års forsinkelse, og kampen er i den grad vundet af de mest kedsommelige kræfter fra 80’ernes mørke af Lacoste, Danseorkestret og karensdage.

Den elskelige Haarder er tilbage i Undervisningsministeriet, som om intet var hændt. Og igen handler det om at stramme, hvor der var før var for løst. Det skal være effektivt. Og der er ingen tid at spilde på menneskelig udvikling, når man kan få sig et eksamensbevis.

Hvor man beruset af nybruddet i starten 90′erne kunne nære en forhÃ¥bning om, at den menneskelige frihed kan sætte kræfter fri, ligger hÃ¥bet nu investeret i mursten og friværdi. Vi har elegant udviklet os fra Mandelas frihed til ”alle har ret til et fedt køkken”. Rouletten spiller igen. Det samme gør Rocazino.

Er du med pÃ¥ den afdragsfri med fladskærm, er det fedt. Er du udenfor, kan du fÃ¥ lidt økonomiske incitamenter a la Claus Hjorth. Det er “noget for noget”, og enhver svarer sit. Sjovt og livsbekræftende er det ikke, men der er ingen tid at spilde pÃ¥ skæve tanker, nÃ¥r man kan blive mere produktiv.

Det er svært at huske nu, men en gang i slutningen af forrige århundrede, var det faktisk lidt sjovere. Der var sågar originaler indenfor underholdning, der ligefrem prøvede at gøre noget. Nu sidder de på en radiostation og spiller Phil Collins, mens Casper Christensen leger Erling Bundgaard i sin udgave af Hit med sangen.

Efterhånden mangler vi bare, at Rick Astley kommer og spiller op lørdag aften med Mattheus rosévin i glasset. Men det får han nu nok svært ved. Efterhånden er hans stil næsten for kantet til at komme indenfor i de danske medier, hvor mainstream mania er dagens orden, og TV2 og Madonna scorer endnu et hit.

Eneste håb i en verden af permanentkrøller og sejlersko er, at der pludselig kommer et par unge mennesker som skudt ud af en garage i Seattle og sætter tingene i perspektiv. I længden kan ingen holde hovedet oven vande i 80’ernes hængedynd.

Print PDF