Portræt af James Ellroy – den amerikanske litteraturs deamon dog

Den amerikanske forfatter James Ellroy har sat sig for at genfortælle USA’s historie i det 20. århundrede. Træder man ombord i Ellroys eksprestog, får man en tur på speed igennem et USA fyldt med korrupte betjente, kyniske politikere, racisme, vold, krig og narko. Og turen er først lige begyndt.

James EllroyHan insisterer på at blive kaldt ‘dog’. Hans egen hund er opkaldt efter en af de gennemgående skurke i hans egne bøger.

Han skriver om bestialske forbrydelser, mord, korruption og politik som forbrydelse. Han skriver om mennesker, der er besatte. Besatte af sex, penge, magt, hævn, had og kærlighed.

Hans mor blev myrdet, da han var 10 år. Mordet er fortsat uopklaret. Ligesom mordet på ‘Sorte Dahlia’, som var temaet for hans store gennembrudsroman af samme navn fra 1987.

Han har sat sig for at genfortælle USA’s moderne historie i romanform, og han er først lige begyndt.

Hush-Hush i Hollywood

James Ellroy blev for alvor verdenskendt, da hans bog ‘LA Confidential’ i 1997 blev filmatiseret af Curtis Hanson. Filmen blev en kunstnerisk og publikumsmæssig succes, og den indbragte bl.a. Kim Bassinger en Oscar for bedste kvindelige birolle.

Ifølge Ellroy indeholder filmen ca. 20% af bogens handling. Men selv en Ellroy Light var nok til at tryllebinde publikum med en film, der gav den litterære og filmiske noir-genre helt nyt liv. Ironisk nok havde Ellroy på det tidspunkt for længst forladt noir og kriminallitteraturen som genre.

‘LA Confidential’ er imidlertid ikke noget dårligt sted at starte, hvis man vil ombord på Ellroys eksprestog gennem USA’s historie. I bogen fra 1990 kommer man som læser ned i de mest smertelige lag af den amerikanske underbevidsthed, hvor alle helte præges af indre dæmoner, og hvor tæppet endegyldigt rives af Hollywoods drøm om morgenstund med stjerner i mund. Her står den på porno og politivold ad libitum.

Som noget ganske usædvanligt for de fleste forfattere er Ellroy faktisk meget glad for filmatiseringen af hans egen bog. Et typisk eksempel på den bevidst kontrærere og usnobbede attitude, der kendetegner Ellroy.

Hovedstolen helt fortæret

James EllroyPer Højholt har vist nok sagt, at man som forfatter ikke skal begynde at spise af den litterære hovedstol. Man skal med andre ord ikke spise direkte af det personlige erindringsstof. I stedet bør man leve fedt af renterne.

Den slags skandinavisk afholdenhed med reference til realkreditten bider naturligvis ikke på en forfatter som James Ellroy.

Ellroy har aldrig været i en situation, hvor der er plads til litterære meta-overvejelser. I stedet har han skrevet derudaf som de besatte karakterer, der gennemsyrer hans bøger. Hovedstolen er blevet ædt op fra start til slut. Og det er det ikke blevet mindre interessant af.

Ellroy har meget mediebevidst brugt sin egen opvækst som fixpunkt for hans bøger og myten om ham som en hund fra helvede.

Det skete ikke mindst med bogen ‘My Dark Places’ fra 1996, hvor han uden mindste sentimentalitet fortæller om det smertelige og endnu uopklarede mord på hans mor, om tiden med en hustler af en far i Californiens skyggesider og ikke mindst om hans egen pubertet og ungdom, hvor han påvirket af dårlige stoffer brød ind i huse for at sniffe til trusser på forladte pigeværelser. En menneskelig deroute, der har givet brændstof til et ukunstlet forfatterskab.

Dahlia og Dudley

Redningen i dette mareridt var en blanding af pulp fiction og virkelige mordhistorier fra efterkrigstidens Hollywood. Ikke mindst det bestialske mord på pigen kendt som ‘Sorte Dahlia’. Den historie kunne ikke slippe den besatte Ellroy, og da han i 1987 endelig fik skrevet den historie ud med romanen af samme navn, tog hans forfatterskab for alvor fart.

Ellroy har selv nævnt, at han ikke betragter bogen som nogen større anstrengelse. Kort og godt handler den jo blot om Los Angeles og hans besættelse af mordet på ‘Sorte Dahlia’.

Men bogen var et be-bop swingende nybrud, hvor en forfatter fandt sit sprog og den såkaldte ‘LA-kvartet’blev grundlagt. Fire bøger der gradvist ophæver sig selv og sit eget emne og til sidst lader kriminalhistoriens sprog opløse sig selv i små hårdkogte sætninger.

Lige i rap kom ‘The Black Dahlia’ i 1987 efterfulgt af ‘The Big Nowhere’året efter, ‘LA Confidential’i 1990 og endelig mesterværket ‘White Jazz’fra 1992. For hver bog blev sætningerne kortere og personerne mere afstumpede.

Den gennemgående figur for alle fire bøger er politimanden Dudley Smith, der først optræder som en ærgerrig bifigur, men som undervejs indtager sin naturlige plads som den gennemkorrumperede politimand, der i virkeligheden styrer både drifter, narko og politifolk i et samfund i opløsning. Han er en af de mest uhyggelige skikkelser i kriminallitteraturen, og selv flere velplacerede pistolskud i den afsluttende roman formår ikke at tage livet af denne sande djævelske hund.

Fra noir til Vietnam

James EllroyMed kvartetten slog Ellroy sig endegyldigt igennem på den litterære stjernehimmel med filmkontrakter og gæsteoptræden som kommentator på det demokratiske konvent. I en tid med blowjobs i Det Hvide Hus, var Ellroy manden at hive ind. Hans univers har indhentet en virkelighed, hvor Paris Hilton er en af de mest omtalte skikkelser. Verden er blevet Ellroys.

Men Ellroy ville mere efter kvartetten. I midten af 90’erne satte han sig simpelthen for at skrive USA’s historie i efterkrigstiden om. Intet mindre. Resultatet er en trilogi under fællesbetegnelsen ‘Underworld USA’. Det første bind kom i 1995 med den sigende titel ‘American Tabloid’. Næste skud i den bøsse var ‘The Cold Six Thousand’fra 2001, og nu venter vi så bare på sidste bind, der skal tage os op til Watergate i starten af 70’erne.

Med hans succes kunne Ellroy nu tage fat på nye emner og ansætte researchere, der kunne sikre, at de grundlæggende fakta var på plads. ‘Underworld USA’ er derfor en fortælling om USA, hvor skelettet udgøres af virkelige mennesker og begivenheder, men hvor Ellroy uden om det tilføjer et persongalleri og en handling, der vil tage pusten fra de fleste. Det flyder igen med heroin, strippere og golfspillende gangstere. Og hvis man troede at ‘The Aviator’ var det retmæssige billede af Howard Hughes. kan man glæde sig til at læse Ellroys portræt af denne mormomelskende vampyr.

Den nye Dudley Smith er utvivlsomt virkelighedens skurk FBI-direktør J. Edgar Hoover, som er med hele vejen, og som med sine notater og telexer styrer en underverden af gangstere, finansmænd og FBI-agenter i opløsning.

I ‘American Tabloid’kulminerer det hele i Dallas den 22. november 1963, hvor Ellroy elegant får samlet alle tråde og placeret en personkreds af mafiabetalte lejemordere omkring mordet på præsident Kennedy. Det er djævelsk godt gjort.

Grumsede hjerter i en beskidt verden

James EllroyDer er ikke mange helte i Ellroys univers. Selv de mest oplagte helte har en ladeport af tøjlesløst begær og synd i sig. Det ikke blot antydes. Det er sådan.

For Ellroy er det et bevidst opgør med dyrkelsen af det ensomme geni hos mange af de mere traditionelle krimiforfattere. Her er fandeme ingen kønsforskrækket Poirot. Her kneppes, myrdes og skydes heroin efter alle kunstens regler.

Til gengæld har Ellroys bøger måske nogle af de mest interessante portrætter af gennemkorrumperede og voldelige hvide mænd, som midt i en sammenstyrtende verden formår at hive menneskelige ressourcer og normer frem fra et ramponeret indre. Det er det håb, Ellroy giver os med Bud White i ‘LA Confidential’ og med den måske mest interessante figur Pierre Bondurant fra ‘Underworld USA’ trilogien.

Det gennemgående tema i den første af de to bøger ‘American Tabloid’er brodermordet. Det kan specielt Bondurant tale med om. Ved en fejltagelse har han nemlig myrdet sin egen lillebror, da han alligevel var ved at likvidere en anden personkreds.

Nu finder han beskæftigelse som håndlanger for mafiaen, Hughes, Hoover og den amerikanske efterretningstjeneste, der pløkker cubanere og vietnamesere, mens de skovler penge ind på asiatisk produceret heroin, der afsættes i sorte kvarterer. Midt i dette amerikanske ragnarok elsker Bondurant en indtagende stripper, der også knepper med John F. Kennedy i et speget overvågningsspil.

Bondurant er skræmmende på enhver måde. Men der er også et strejf af noget formidlende over ham, som faktisk sender ham i retning af at gøre noget godt i et spil, der går ham over hovedet, og som undervejs tager livet af en hel del uskyldige mennesker inklusive Martin Luther King, der først skal nakkes, når han taler imod den amerikanske fattigdom og engagementet i Vietnam.

Ellroy selv blev først rigtig skræmt over Bondurant, da han fandt ud af, at hans kone var en smule vild med denne canadiske vildbasse.

Bondurant er også rent sprogligt en af de mest interessante figurer i Ellroys univers. Hans canadiske ophav og hans engagement i både Cuba of Vietnam gør nemlig, at man får en skønlig blanding af fransk, amerikansk, vietnamenisk og spansk. Ofte det hele på en gang i samme sætning. Det er vildt, eksplosivt og fortættet i hver eneste sætning.

Mens vi venter på sidste bind i trilogien har Ellroy bebudet, at han også arbejder på en bog om Hardings præsidentperiode. En tid med helt åbenlys korruption i Det Hvide Hus. Virkeligheden er Ellroys, og den er både djævelsk og underholdende.

Comments
One Response to “Portræt af James Ellroy – den amerikanske litteraturs deamon dog”
Trackbacks
Check out what others are saying...
  1. […] er amerikansk litteratur ‘deamon dog’. Mange vil kende ham fra bogen og filmen “L.A. Confidential”. Efter den berømmelige […]



Leave A Comment

%d bloggers like this: