Med fejlagtige efterretningsoplysninger, bevidste løgnehistorier og skrøbelige argumenter før krigen mod Irak har Bush, Blair og Fogh anrettet uoprettelig skade på de vestlige demokratier.

Debatten om begrundelsen for krigen raser videre med uformindsket styrke. Det er der en afgørende grund til. Her et år efter indledningen på krigen fremstår begrundelsen for at sende danske borgeres liv på spil i Irak nemlig mere tvivlsom end nogensinde.

Krav om en god grundNår vore demokratier går i krig, så er det en meget alvorlig sag. Som almindelig vælger i et demokrati som det danske, må man selvsagt have tiltro til, at når vores regering vælger at sende soldater af sted i krig, så er der gode og meget væsentlige grunde til det.

Vi har som borgere overladt disse meget alvorlige beslutninger til de folkevalgte.
Til gengæld har vi som vælgere krav på, at vore politikere er i stand til fremsætte gode, sammenhængende og velunderbyggede grunde til at træffe en krigsbeslutning.

En god grund kan f.eks. være en resolution i FN, men i tilfældet med Irak har det været vanskeligt at få øje på denne gode grund.

Mange danskere nærer vel en grundlæggende tillid til vore folkevalgte politikeres beslutninger. Det gælder i særlig grad, når det drejer sig om en så alvorlig sag som at sætte danske medborgeres liv på spil. Men den tillid har lidt et afgørende knæk.

Da krigen mod Irak nærmede sig, var spørgsmålet om masseødelæggelsesvåbnene jo allerede tvivlsomt.

Men da Bush, Blair og vores egen statsminister Anders Fogh Rasmussen besluttede at gå i aktion, kunne man derfor kun konkludere, at de simpelthen vidste noget, som vi almindelige borgere ikke vidste.

Vi måtte tro på vore velunderrettede og beslutsomme ledere, der i vores parlamenter og sågar i FN’s sikkerhedsråd fremlagde beviser for Irak besiddelse af masseødelæggelsesvåben og forbindelsen til muslimske terrorister.

Tiden har desværre vist, at vore ledere ikke havde korrekte efterretningsoplysninger og ikke vidste stort mere, end hvad vi andre vidste. Alligevel valgte de krigen – på baggrund af en række tvivlsomme argumenter.

Afvæbne Saddam
Det første og helt afgørende argument for at starte krigen var at Saddam Husseins Irak besad masseødelæggelsesvåben, som udgjorde en trussel mod os og mod Iraks naboer. Våben som tilmed kunne falde i hænderne på terrorister.

Argumentet har fra starten været omstridt. Ikke mindst fordi FN’s våbeninspektører udtalte sig meget tvivlende om hvorvidt Irak overhovedet var i besiddelse af den type våben.
Men våbeninspektørerne fik som bekendt ikke lov til at gøre deres arbejde, og derfor måtte spørgsmålet om Iraks masseødelæggelsesvåben komme an på en empirisk prøve.

Der kan vi konkludere, at nok har Saddam Hussein haft disse våben. Han har oven i købet også været hensynsløs nok til at bruge dem. Men der har ikke været skyggen af de våben i Irak, selvom Bush, Rumsfeld og tilmed den danske regering ved gentagne lejligheder har forsikret os alle om, at de måtte dukke op før eller siden.

Nu er der gået et år, og vi må gå ud fra, at Irak er blevet finkæmmet for masseødelæggelsesvåben. Indtil videre har man intet fundet.

Argumentet er faldet fuldstændig til jorden, ligesom det har vist sig, at de efterretningsrapporter, der lå til grund for krigen har været i bedste fald mangelfulde – hvis de da ikke er blevet kopieret direkte fra nettet.

De efterretninger, som den danske regering tog sin beslutning ud fra, har altså grundlæggende været forkerte.

Og så har vi slet ikke nævnt de ikke bare fejlagtige men direkte løgnagtige påstande om, at Irak havde forsøgt at erhverve sig materialer til a-våben fra Niger.

Håndhæve en resolutionDet næste argument for krigen har været, at Saddam Husseins Irak ikke har overholdt en klokkeklar resolution, som er vedtaget i FN’s sikkerhedsråd.

Det er også et ganske udmærket argument og en prisværdig agtelse for FN som verdensorganisation. Hvis en nation ikke overholder en vedtaget resolution må den føres ud i livet af verdenssamfundet.

Det er endvidere det argument, som den danske regering og den utrættelige Troels Lund-Poulsen har fremført ved gentagne lejligheder som det afgørende argument bag regeringens beslutning om at gå i krig.

Men hvis der skal være bare et mindstemål af sammenhæng i disse alvorlige beslutninger, så må vi som vælgere og borgere i en krigsførende nation selvsagt kræve, at argumentet gælder for alle resolutioner, der ikke er blevet overholdt og ført ud i livet.

Argumentet må med logisk nødvendighed medføre, at også Israel skal tvinges til at overholde de talrige vedtagne resolutioner i FN’s sikkerhedsråd. Man må derfor spørge, hvorfor Irak skal tvinges til at overholde en resolution, når andre nationer ikke skal? Hvis ikke argumentet kan gøres gældende generelt, men kun gælder overfor Irak, er det meningsløst og må falde bort.
Befri verden for en despotSå er der det helt indlysende argument, at verden og ikke mindst Irak er blevet et bedre sted at være uden Saddam Hussein.

Saddam Hussein har utvivlsomt været en af denne verdens mest hensynsløse diktatorer. At Irak nu er fri for denne sindssyge massemorder og på vej mod et liv i frihed og demokrati er en lykkelig udgang på krigen.

Men er det et sammenhængende og godt argument for at gå i krig mod netop Irak? Hvis argumentet for krigen var at fjerne en diktator, så vi spørge, hvorfor krigen ikke er fortsat ind i Saudi Arabien, som i den grad udgør et undertrykkende og menneskefjendsk regime?
Hvis ikke argumentet kan gøres gældende over alle denne verdens despoter og undertrykkere, men kun gælder overfor Saddam Hussein, må også det argument falde til jorden med stenhård logisk nødvendighed.

For hvis vi virkelig vil despoter og undertrykkere til livs til gavn for den almindelige borger, hvorfor engagerer vi os så ikke på det afrikanske kontinent med stor styrke? Dér er masser at tage fat på, hvis det er ambitionen.

Forbindelse til terrorister
Krigen mod Irak må ses på baggrund af 11. september og den nye sikkerhedspolitiske doktrin, der voksede frem i Bush’s regering ovenpå det ulykkelige terrorangreb.

Der er ingen tvivl om, at for mange amerikanere er krigen mod Irak og Saddam Hussein en integreret del af krigen som terror. Derfor brugte amerikanerne også en del kræfter på at etablere en yderst tvivlsom forbindelse mellem al-Qaida og styret i Bagdad.

Det argument har heldigvis ikke været fremherskende her i Danmark. Formentlig fordi det mest af alt ligner amerikansk ønsketænkning og direkte manipulation. Men det har virket.
En stor del af amerikanerne føler sig overbevist om, at Saddam Hussein og al-Qaida har arbejdet sammen i kampen mod USA, selvom der ikke foreligger skyggen af bevis for den påstand.

Et afgørende tillidsbrud
Det er netop her, at både Bush, Blair og Fogh tager så grueligt fejl. For der er en afgørende forskel på krigen mod al-Qaida i Afghanistan og krigen mod Irak.

Efter 11. september var der gode, sammenhængende og velunderbyggede grunde til at gå i krig i Afghanistan. Alt det, der ikke var tilfældet med krigen i Irak. Derfor har der været en bred folkelig opbakning bag krigen i Afghanistan, mens modtanden mod krigen i Irak bare er vokset og vokset.

Baggrunden for krigen er lidet overbevisende og sammenhængende. Derfor må læren oven på krigen mod Irak simpelthen være, at vi går i krig nogle gange, og lader være andre gange. Det sker uden nogen stringens eller dokumentation.

Reelt afhænger det af tilfældige, opportune magtinteresser, og af hvad der er på dagsordenen i de ultrakonservative tænketanke i Washington.

Vi er mange, der er stolte af den aktive danske indsats i fredsbevarende aktioner overalt i verden.

Men hvem skal vi tro, næste gang der fremstår en trussel mod verdensfreden? Tør vi tro på, hvad vore ledere fortæller os om den forestående trussel? Tør vi f.eks. nogensinde igen tro på, hvad USA’s udenrigsminister fremlægger af beviser for FN?

Det er en af de helt store tragedier efter den anden krig mod Irak, at borgernes tiltro til de valgte politikere har lidt et afgørende og fundamentalt knæk. Det er en meget høj pris at betale.

Print PDF