Kigger man på præsidentvalget i 1960 er der mange åbenlyse paralleller til valgkampen i dette efterår mellem en JFK fra Boston og en hadet republikaner fra Vesten. Ikke mindst følger de europæiske medier den sædvanlige skabelon: Det er den gode demokrat mod den onde republikaner.

Få amerikanske valg står så klart i den kollektive erindring som præsidentvalget i 1960 mellem John F. Kennedy og den siddende vicepræsident Richard M. Nixon.

Hver gang vi skal til et amerikansk valg, bliver der trukket paralleller til den skarpe duel mellem Kennedy og Nixon. Kennedy-myten er så kraftfuld, at selv republikanere som den navnkundige vicepræsident Dan Quayle har forsøgt at profitere af den.

Dette valg er ingen undtagelse. Og med John Kerry som demokraternes præsidentkandidat har myten om JFK fået endnu et kapitel.

På det mere symbolske plan er det ikke underligt, at der drages paralleller mellem Kennedy og Kerry i en kamp om præsidentposten. Begge demokratiske senatorer, katolikker fra Boston med forbogstaverne JFK (John Forbes Kerry) og dekorerede krigsveteraner.

Op til det demokratiske konvent på hjemmebane i Boston kom det så oven i købet frem, at Kerry i sin ungdom var kæreste med Jacqueline Kennedys halvsøster, og at der som med Bill Clinton eksisterer et foto af den unge mand sammen med ikonet.

Kerry har ikke selv pustet aktivt til den mytiske ild, selvom han aldrig har lagt skjul på sin beundring for Kennedy. Alligevel har kritikere bemærket, at Kerry lider af ”40 års Kennedy-tømmermænd”.

Udnævnelsen af John Edwards som vice-præsident kandidat lå også tæt op ad Kennedys udnævnelse af rivalen Lyndon Johnson i det håb, at man med en vice-præsident fra syden kunne gøre sikre nogle afgørende stemmer langt væk fra Boston. Johnson leverede varen og klare sejre i en række sydstater. Men i 2004 ser det ud til, at Edwards ikke engang kan vinde sin egen hjemstat North Carolina.

Skabelonen
Når man ser dette års debatter mellem kandidaterne, og sammenligner dem med de fire debatter mellem Kennedy og Nixon i 1960, træder en række tematiske ligheder frem.

Først og fremmest ligner de to valg hinanden i deres umådelige vigtighed. Denne gang skal vælgerne afgøre om de vil fortsætte med en præsident, der formentlig er den mest upopulære amerikanske præsident nogensinde – i verden udenfor USA.

George W. Bush er godt på vej til at komme i samme klasse som Nixon som en af de mest forhadte præsidenter nogensinde. I hvert fald uden for USA. Men som det var med Nixon, har også Bush en meget solid base på sin hjemmebane.

I de fleste europæiske medier følger dækningen af valget dog den gammelkendte skabelon fra 1960, hvor Bush beskrives som tumpet og skydegal, og hvor Kerry er den velovervejede og sympatiske kandidat, der næsten kunne være skandinavisk socialdemokrat!

Et meget præcist udtryk for den skabelon fik vi, da republikanerne holdt konvent i New York og blev mødt af demonstranter udenfor Madison Square Garden. I danske og europæiske medier blev det rapporteret, at der var ”flere hundredetusinde” demonstranter. I de amerikanske medier var det snarere ”titusinde”.

Styrke eller svaghed
Når man her i 2004 gransker debatterne i 1960 er det dog meget klart, at Nixon var en langt bedre debattør end Bush. Imidlertid var hans vigtigste argument fuldstændig det samme som Bush fremfører her i efteråret: I en usikker tid bør amerikanerne vælge en kandidat, der er stærk og tør stå op imod en ond fjende, der truer USA.

Både Nixon og Bush var fælles om et argument om, at deres modpart ikke har det tilstrækkelige mod og mandshjerte, og hellere vil gennemføre topmøder med snak end skride til den nødvendige handling. Bush har demonstreret, at der hos ham ikke er langt fra tanke til handling.

Det samme gjorde Nixon som præsident. Men han demonstrerede det også efter Cubakrisen, da han i et interview udtalte, at havde han siddet i Det Hvide Hus under Cubakrisen i 1962, så havde han ikke tøvet med at invadere øen. Vi ved nu, at en sådan beslutning ville have været katastrofal, fordi Sovjet udover mellemdistanceraketter også havde placeret taktiske a-våben på Cuba, som skulle bruges mod en eventuel invasionsstyrke på de cubanske strande.

Religionsspørgsmålet
Starten på valgkampen i 1960 blev præget af spørgsmålet om Kennedys katolske tro, og den konservative angst for at man skulle få en pavetro i Det Hvide Hus. Vælges John Kerry bliver han den kun anden katolske præsident efter Kennedy. Alligevel har det spørgsmål været helt fraværende i 2004. Måske fordi de fleste katolikker med tiden stemmer republikansk.

Men det er bestemt ikke det samme som at religion er fraværende i dette års duel. Præsident Bush er som bekendt en frafalden synder, der har fundet Gud. Han er selve frontfiguren i det kristne, konservative højres vækkelse, som har delt USA i to lige store dele.

Stil og substans
Som i efterårets valgkamp indtraf et af de afgørende punkter i valgkampen i 1960, da Kennedy og Nixon mødtes i den første tv-transmitterede duel i et amerikansk præsidentvalg. En duel der er blevet berømt i Danmark, fordi de to kandidater tog så smuk plads i hver deres Wegner-stol.

I alt var der fire dueller mellem kandidaterne, der blev transmitteret på både tv og radio. Men den første er altid den vigtigste, og det er interessant at notere sig, at tv-seerne efterfølgende mente at Kennedy klarede sig bedst, mens radiolytterne havde Nixon som den kandidat, der havde klaret sig bedst.

Her i 2004 er det en triviel kendsgerning, at udseende og fremtræden på en skærm betyder noget. Den viden tog Nixon dog ikke alvorligt, og hans manglende sminkning fik Kennedy til at tage sig ud som den unge og dynamiske af de to.

I 1960 var der dog ikke den store forskel at spore i den politiske substans mellem de to kandidater. Der var mere stilen til forskel, og det var en kamp, Nixon ikke kunne vinde.

I 2004 er det markant anderledes. Nok er der forskel i stilen mellem Kerry og Bush. Men i dette år er den politiske forskel mellem de to kandidater klarere end nogensinde. Flere kommentatorer har efter præsidentdebatterne klappet i deres erfarne hænder, fordi vi denne gang har et virkeligt valg mellem to forskellige kandidater. Selvom den sædvanlige forfaldsmyte vil fortælle, at politik og den offentlige debat hele tiden bliver mere poppet, viser valget i år, at der i høj grad er tale om et klart politisk valg.

John F. Kennedy vandt valget i 1960. Men det skete med et historisk snævert flertal, som vi skal helt til valget i 2000 for at finde magen til. Nixon tabte med blot 118.550 stemmer, os selve valgnatten udviklede sig til en neglebidende gyser, hvor der i de afgørende svingstater var kamp til sidste fløjt om valgmændenes stemmer.

Selvom eftertiden har været hård ved Nixon, var han uhyre tæt på at besejre senatoren fra Massachusetts. Både Bush og Nixon er blevet groft undervurderede og set som både ucharmerende og ubegavede – også i deres samtid. Men deres valgresultater fortæller en anden historie.

Et land delt i to
En neglebidende valgnat er også hvad de to kandidater formentlig kan se frem til igen i november 2004. Men det er Bush jo mere end vant til efter domstolsafgørelsen i 2000.

Også i 1960 var USA delt midtover i to lige store blokke. Men hvor stemmerne til Kennedy var stemmer på ungdom og nytænkning, handler dette valg mere om for eller imod Bush.

I 2004 er uforsonligheden mellem de to dele af landet måske blevet mere udtalt og indædt end nogensinde. Det er to forskellige politiske kulturer, der står stejlt overfor hinanden, og selvom det i den anti-amerikanske tradition herhjemme er almindeligt at se amerikanerne som en samlet nation af krigeriske burgerædende cowboys, skal man altid huske på, at det politiske USA er en langt mere nuanceret størrelse.

Men selvom USA igen er delt op i to lige store dele, er der i mellemtiden sket flere afgørende forandringer. I 2000 vandt Al Gore alt i nordøst og i de vestlige kyststater. Bush tog alt det i midten og ikke mindst i syden.

Men sådan har det ikke altid været, og sådan var det ikke i 1960, hvor Kennedy stadig havde fat i de traditionelt demokratiske sydstater, og hvor Nixon vandt i sin hjemstat Californien. Nixon var en af de første, der så potentialet i syden for republikanerne. Det nyder Bush godt af i 2004, hvor Kerry ikke står til at vinde en eneste af de traditionelle sydstater. En klar kamp mellem land og by.

I år er uforsonligheden så bitter, at vi netop skal tilbage til 60’erne med borgerrettigheder, politiske attentater og Vietnamkrig for at finde noget tilsvarende.

Den store forskel
Den helt store forskel mellem 1960 og 2004 ligger på mediesiden. Man har ofte sagt, at Roosevelt var den første radiopræsident, og at Kennedy var den første, der udnyttede tv-mediet optimalt.

I de seneste år har man talt om, hvornår den første internetpræsident ville komme. Vi kan nok allerede konkludere, at 2004 for alvor er blevet et internetvalg. Uafhængige websider og weblogs spiller denne gang en meget stor rolle.

Partierne rejser penge på nettet, og Howard Deans indledende succes i primærvalgene var i høj grad drevet af en intelligent brug af det nye medie.

Skal man vinde et valg i 2004, skal man mestre den langt bredere medievirkelighed. I 1960 handlede det om tre tv-stationer og en håndfuld toneangivende aviser. I 2004 handler det om et eksploderende mediebillede.

I sidste ende bliver også valget i 2004 afgjort af, hvilken af de to kandidater, der trænger igennem med klare, letforståelige budskaber. Som i 1960 må vi vente, at det først bliver afgjort i allersidste øjeblik.

Print PDF