En skamstøtte over dansk kynisme.
Hvis vi danskere har noget at være stolte over, og her ser vi et kort øjeblik bort fra Kongehuset og vore idrætsfolk, så må det være, at vi har formået at opbygge et samfund, hvor der tages hånd om de svage, og hvor den stærkes ret ikke altid gælder.
Med forbehold for de mangler, der uvægerligt vil kendetegne noget menneskeskabt, er det vel fair at sige, at vi har formået at skabe et samfund af medmenneskelighed, solidaritet og måske ligefrem med en vis humanisme som mål. Det kan vi med rette være stolte af. Her er der grund til at kippe med klaphatten, råbe et trefoldigt hurra og holde endnu en skåltale for den gang, hvor vi med stort heltemod reddede de danske jøder fra nazismens umenneskeligheder.
Men når det så er gjort, så er der al mulig grund til at parkere klaphatten længst inde i klædeskabet. Hvis et samfund vitterlig skal bedømmes på, hvordan det behandler dets svage, så tag blot en hyggelig familieudflugt til ghettoerne i vore byers forstæder, og fæld så selv dommen over vor højt besungne nationale medmenneskelighed og solidaritet.
Tag turen ud til et sted, hvor omsorgen for næsten er blevet erstattet af vakkelvorn beton og en regelmæssig check hver måned. Se ved selvsyn, hvordan solidaritet med samfundets svage er blevet erstattet af kold dansk kynisme, når den er værst. For de får jo deres check derude i betonen, og så skal de ikke komme her i vores fædreland og råbe op på deres gebrokne dansk, bygge moskéer og lave ballade når de ikke kan få job, eller komme ind på byens diskoteker.
Hvis et moderne samfund som det danske skal bedømmes på, hvordan det behandler sine svage, så skal det i dag bedømmes på, hvordan det behandler de nye medborgere, vi som nation har modtaget igennem de sidste mange år fra alle dele af verden. Målestokken for vor selvrespekt, i en nation der brøster sig af medmenneskelighed og respekten for alle menneskers rettigheder og værdighed, må være hvordan vi behandler de mange nye danskere, vi med meget svigtende held har prøvet at gøre til en del af vort samfund.
Og sÃ¥ mÃ¥ vi spørge os selv, om vi kan fÃ¥ øje pÃ¥ værdigheden i den mÃ¥de, vi behandler vore nye medborgere pÃ¥. Vi mÃ¥ spørge os selv, om vor højt besungne solidaritet og humanisme er til stede i den nye integrationslov, der ved lov fastsætter forskelsbehandling af mennesker – alene pÃ¥ grund af deres fødested. Var det hvad vi mente, da vi deltog i fejringen af de universelle menneskerettigheders 50-Ã¥rs dag?
Med vor indenrigsminister er der dem, der mener, at naturligvis skal vi behandle vore nye medborgere ordentligt, men de er altsÃ¥ gæster hos os, og de kan derfor ikke nyde samme rettigheder, som de danskere der har boet hele deres liv i Danmark og altid har betalt deres skatter, afgifter og kontingent til samfundet. Og der er vel ogsÃ¥ dem, der vil sige, at det er udtryk for den sædvanlige pladderhumanisme at hævde samme rettigheder for alle – uanset hvor de er født.
Men kender begreber som solidaritet, medmenneskelighed og menneskerettigheder virkelig til landegrænser og regler for indfødsret? Hvis de begreber overhovedet skal have en kognitiv mening, så er de vel netop at forstå som universelle begreber, der ikke kender forskel på landegrænser, hudfarve, religion og sprogforskelle. De kan ikke gradbøjes efter hvordan de politiske vinde nu en gang måtte blæse. Og de kan ikke gradbøjes, som det er sket i den danske politik overfor vore nye medborgere, under indtryk af endnu et brøl fra den danske folkesjæls dyb. Så mister de ganske enkelt deres betydning.
Den nye integrationslov står som en skamstøtte over en udvikling, der har vist at den danske medmenneskelighed er blevet en tom talemåde. Og man kan være alvorligt bange for, at vi af eftertiden vil blive bedømt meget hårdt, og vor nuværende behandling af de nye medborgere vil blive omtalt som det afgørende vendepunkt, hvor den danske nationalsjæl viste sig fra sin mest ubehagelige og hykleriske side.
Dette kan være tiden, hvor nogle essentielle danske samfundsværdier er ved at forsvinde for stedse. Vi er ved at forvandle en af de smukkeste sider ved vort samfund til en kynisk afgrund. Hvis den nye integrationslov virkelig er det danske samfunds svar til dets nye medborgere, så er det ikke længere et samfund, der kan brøste sig af bare et minimum af solidaritet og medmenneskelighed. Hvis vi som danskere skal have et fælles værdisæt, som vi med stolthed kan kalde for dansk, og som vi kan samles om, så må et sådant værdisæt omfatte alle borgere og have et konkret handlingsindhold.
Med den nye integrationslov har vi markeret et foreløbigt lavpunkt for hvordan, vi behandler de svage i vort samfund. Og vi har forvandlet et værdisæt af medmenneskelighed til en tom frase. Lad dette være det endelige lavpunkt, så vi igen med mening og stolthed kan sige, at her i Danmark har vi måske ikke et perfekt samfund, men dog et samfund, hvor vi tager hensyn til hinanden, hvor alle er lige for loven, og hvor alle nyder de samme rettigheder.
PDF 
